Samfund

Dansk familie i Baku: - Vi er klar til på lørdag

Familien Wolke droppede 60-årsfødselsdag i Danmark for at støtte de danske fodboldhelte på lørdag.

Der er ikke mange lande med så få fastboende danskere som Aserbajdsjan.

Men det er lykkedes TV 2 at finde tre i hovedstaden Baku, og de er helt klar til at støtte de danske fodboldhelte, når Danmark lørdag spiller kvartfinale i hovedstaden Baku.

- Vi skulle faktisk være fløjet hjem og starte på vores sommerferie. Vi skulle til en 60-årsfødselsdag, og vi skulle til noget studentergilde, siger Thomas Wolke til TV 2 fra Aserbajdsjan

Værterne i Danmark var heldigvis forstående, da familien meldte afbud til arrangementerne derhjemme. For familien Wolke ville med til kampen på Bakus olympiske stadion.

Også russere og tyrkere hepper

Set med danske øjne blev hovedstaden Baku, der ligger 3200 kilometer fra Danmark, pludselig helt central, da Danmark lørdag slog Wales. Dermed var landsholdet klar til kvartfinale i den by, hvor Thomas Wolke bor.

- 20 minutter før kampen sluttede, var jeg inde for at se, hvor mange billetter der var tilbage. Om der var risiko for, at vi ikke kunne få nogen.

Men der var billetter. Ikke kun til Carlsbergs danske repræsentant i Aserbajdsjan og hans familie, men også til flere af bryggeriets ansatte med tyrkisk og russisk baggrund.

De har nemlig lovet at støtte Danmark, efter at deres egne lande er ude af turneringen. Naturligvis efter opfordring fra Thomas Wolke.

Også fra nabolandet mod syd har familien hentet forstærkninger:

- Jeg har en veninde fra Iran, der kommer med nogle kolleger. Vi har bare åbnet dørene, fortæller hustruen, Susie Wolke, der er grafisk designer.

Alle kender Danmark

Danmark er normalt ikke meget kendt i Aserbajdsjan. Landets største ølmærke, Xirdallan, er ellers ejet af den danske ølgigant, men det ved de lokale ikke, fortæller Thomas Wolke.

Historisk er svenskerne bedre profilerede, fordi de var med til at udvikle landets vigtige oliefelter tilbage i 1800-tallet. Men nu er det ændret. Dog på en trist baggrund:

- De tror altid, vi er englændere eller amerikanere. Når vi så siger Danmark, siger de: "Uh, Christian Eriksen", og så er der stor medfølelse. Vi er lige pludselig blevet placeret på landkortet, siger Susie Wolke.

Ud over familien Wolke, der også tæller datteren Hella og sønnen Sofus, som normalt bor i Danmark, har firmaet Landsholdsrejser.dk hyret et fly til at sende 220 danskere fra Danmark til Baku.

Herudover har blandt andet firmaet Travel Sense arrangeret fly til Baku i forbindelse med kvartfinalen.

Det skræmmer ikke den udsendte danske familie, at de har et stort medansvar for at bringe Danmark videre til semifinalen. De har to kæmpestore dannebrogsflag med fra Danmark, som nu kan komme i brug på lørdag.

Og så er det bare om at bakke op, siger hustruen, Susie Wolke.

- Vi løfter vel i flok.

Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) pris på de billigste billetter til Danmarks EM-kvartfinale mod Tjekkiet i Baku er 149 kroner. Den dyreste billet koster 930 kroner.

Priserne til braget mellem Danmark og Tjekkiet står i skarp kontrast til Danmarks tidligere kampe ved EM og de andre kvartfinaler. De billigste billetter til de tre andre kvartfinaler koster nemlig 560 kroner, og de dyreste billetter koster op til 1675 kroner.

Billetter til semifinalerne på Wembley står til mellem 1450 og 4425 kroner.