Samfund

Joakim Mæhles far: Det er et ekstra plus, når sønnike bidrager

Joakim Mæhles sendte Danmark foran 3-0 mod Wales. - Det varmer en fars hjerte.

Jubelen var stor i nordjyske Østervrå, da Danmark sikrede sig en kvartfinaleplads. Men særligt stor var den, da Joakim Mæhle i det 88’ minut smækkede bolden op i det korte hjørne og sendte Danmark foran med 3-0.

Landsholdsbacken har nemlig trådt sine barnsben netop her, og i byen med de omkring 1300 indbyggere, var cirka 200 mennesker mødt op for at heppe på byens helt. Herunder far og bror.

Broren Marko Mæhle Pedersen kalder aftenen for ”fuldstændig fantastisk”, og han fortæller, at den nordjyske by den seneste tid har fået noget mere opmærksomhed end normalt.

- Siden Rusland-kampen har det været meget hektisk. Der har været mange opkald og mange journalister i byen. Men det har været sjovt god omtale for byen. Så det er noget, vi sætter pris på, siger han.

Mod Rusland sendte Joakim Mæhle bolden i nettet til 4-1.

- Det varmer en fars hjerte

Joakim Mæhles far, Ole Pedersen, fortæller, at det gav en særlig følelse i kroppen, da sønnike kom på måltavlen under aftenens udradering af Wales.

- I bund og grund er vi jo egentligt ligeglade med, hvem der scorer, bare de vinder. Men det er da et ekstra plus, når sønnike også bidrager. Absolut. Det varmer en fars hjerte, siger han.

Byens store opbakning til Joakim Møhle har gjort indtryk på Ole Pedersen.

- Man har stablet en fantastisk kulisse på benene for Joakims skyld. Vi skylder byen en stor tak, siger han.

Og så tyder det på, at byens mange Mæhle-fans skal fejre aftenens storsejr:

- Det er jo weekend, og vi har taget en masse øl med. Så vi skal fejre det, nyde sejren og se frem til næste kamp, siger Marko Mæhle Pedersen.