EM fodbold

Fire er smittet med Delta-variant efter EM-kamp mod Rusland

Der er også fundet yderligere smitte i forbindelse med Danmarks EM-kamp mod Belgien. Derfor opfordres alle tilskuere på D-tribunen at lade sig teste.

Fire tilskuere er fundet smittet med den smitsomme Delta-variant efter Danmarks EM-kamp i Parken mod Rusland mandag aften.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

De fire tilskuere befandt sig på B-tribunen. Styrelsen opfordrer alle tilskuere, der var på B-tribunen, til at lade sig teste hurtigst muligt.

Bente Møller, der er enhedschef for Styrelsen for Patientsikkerhed, siger til TV 2, at man har foretaget smitteopsporing på stadion.

- Der er taget kontakt til dem, der sad lige omkring, forklarer hun.

Rent praktisk betyder det, at personer på de to nærmeste rækker af de smittede er blevet kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Flere smittede i anden gruppekamp

Der er samtidig også fundet flere smittet med Delta-varianten efter Danmarks kamp mod Belgien i Parken, som blev spillet fire dage tidligere - 17. juni.

Ni er fundet smittet med varianten efter kampen, oplyser styrelsen. Tidligere var dette tal tre personer.

Ifølge Bente Møller er de ni personer formentlig blevet smittet under EM-kampen.

- Derfor opfordrer vi nu alle, der sad på både C- og D-tribunen til at lade sig teste, siger Bente Møller til TV 2.

44 smittede efter EM-kampe i Parken

Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, udtaler i en skriftlig kommentar, at styrelsen har været forberedt på, at flere kunne blive smittede.

- Vi har hele tiden været forberedt på, at vi ville risikere at se enkelte smittetilfælde i forbindelse med EM-kampene. Det er en risiko, når så mange mennesker samles.

- Vi samarbejder tæt med DBU om at få indhegnet smitten og begrænset smittespredning. Har man som tilskuer siddet på de pågældende sektioner, skal man tage en PCR-test hurtigst muligt, udtaler Anette Lykke Petri.

I alt er 16 fundet smittet med covid-19 efter kampen mod Rusland, og 24 er smittet i forbindelse med Belgien-kampen.

Fire er fundet smittede efter den første kamp i Parken mod Finland, men her er ingen blevet smittet med Delta-varianten.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger i en pressemeddelelse, at det fortsat er sikkert at gå til fodbold. Samme besked kommer fra administrerende direktør i DBU Jakob Jensen.

- EM-kampene på dansk jord er planlagt meget grundigt for at forebygge smittespredning. Nu samarbejder DBU og UEFA tæt og godt med Styrelsen for Patientsikkerhed om at smitteopspore og forebygge yderligere smittekæder, udtaler Jakob Jensen.