Samfund

Dele af Sydney lukker ned efter udbrud med Delta-variant

Der er de seneste dage blevet registreret 60 tilfælde af Delta-varianten i den australske millionby.

Dele af Australiens mest folkerige by, Sydney, bliver fra fredag aften lokal tid lukket ned, og borgerne bliver bedt om at blive hjemme.

Det oplyser delstatslederen i New South Wales, hvor Sydney ligger, Gladys Berejiklian, fredag formiddag lokal tid.

Nedlukningen vil i første omgang vare i syv dage og sker for at få kontrol over en udbrud med Delta-varianten af coronavirus. Det er den variant, der også er kendt som den indiske variant.

- Vi ønsker ikke at dvæle ved denne situation i flere uger. Vi ser gerne, at situationen slutter, og det kan kun gå for langsomt, siger Gladys Berejiklian.

Ingen smittede i lang tid - nu er der 60 tilfælde

I alt er der blevet registreret 60 smittetilfælde i Sydney de seneste dage. Det er sket, efter at storbyen i lang tid slet ikke har registreret nogen smittede.

Smitteudbruddet er det seneste i en række af mindre udbrud i Australiens delstater de seneste måneder, som myndighederne har haft travlt med at slå ned. I storbyen Melbourne blev der i sidste måned ligeledes indført en kort nedlukning.

Den netop annoncerede nedlukning gælder i fire områder af Sydney, herunder den centrale del og den østlige del af byen, hvor der samlet bor omkring fem millioner mennesker.

Tidligere denne uge blev der indført et rejseforbud ud af Sydney for at dæmme op for smitteudbruddet.

Udbrud forbundet med en limousinechauffør

Det blev samtidig påkrævet at bruge mundbind indendørs, herunder i supermarkedet, i offentlig transport og i fitnesscentre.

Det seneste udbrud i Sydney er blevet forbundet til en limousinechauffør, der har haft til opgave at køre internationale flybesætninger til og fra byens karantænehoteller.

Australien har generelt haft succes med at håndtere pandemien. Landet med over 25 millioner indbyggere har siden sidste år registreret godt 30.000 smittede og 910 døde med covid-19, og de fleste steder er livet for det meste vendt tilbage til normalen.