Samfund

Carlsberg betalte Bødskovs EM-billet

Professor vurderer, at det er i strid med regler for gaver til ministre.

Da skatteminister Morten Bødskov (S) mandag var i Parken for at se EM-kampen mellem Danmark og Rusland, var han blevet inviteret af bryggeriet Carlsberg.

Det oplyser Skatteministeriet til Ekstra Bladet.

Over for mediet vurderer Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, at det er i strid med reglerne for gaver til ministre.

- Man bør se på to ting: hvilket fagområde ministeren har i forhold til at deltage i et arrangement. Kulturministeren og statsministeren har større muligheder for at tage til en landskamp end skatteministeren.

- Man skal også se på, hvem der betaler billetten. Der er større muligheder for at få en billet af Parken eller DBU end af en, der ikke har noget som helst med det at gøre - eksempelvis et bryggeri, siger han til Ekstra Bladet.

Fire andre ministre i Parken

Fire andre socialdemokratiske ministre var også i Parken mandag, herunder statsminister Mette Frederiksen.

Til stede var også finansminister Nicolai Wammen, sundhedsminister Magnus Heunicke og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

De var alle fire inviteret af Dansk Boldspil-Union (DBU) som officielle repræsentanter for regeringen.

Ifølge Sten Bønsing kan det i højere grad forsvares.

Skatteministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at Bødskovs tur på et tidspunkt vil fremgå af åbenhedsordningen.

Den blev indført i 2009. Her skal ministrene ifølge Skatteministeriets vejledning opgive alle arrangementer, hvor "ministeren inviteres til at deltage i sin egenskab af minister og/eller repræsentant for regeringen".