Samfund

Nationalbanken ser husprisstigninger på 14 procent i 2021

Sammenlignet med i marts regner Nationalbanken nu med større husprisstigninger i 2021. Der anbefales tiltag.

De danske huspriser kommer til at stige med en tocifret procentsats i 2021.

Det er i hvert fald forventningen i Nationalbanken i bankens nyeste prognose.

I prognosen regner Nationalbanken med, at huspriserne i år kommer til at stige med hele 14,2 procent.

Forventningen er samtidig noget over de 9,7 procent, som Nationalbanken skønnede årets stigning til i marts.

Lave renter og stigende indkomst

I sin prognose konstaterer Nationalbanken, at de generelle boligpriser er steget kraftigt siden sidste sommer.

Stigningerne har været understøttet af stigende indkomster under pandemien - blandt andet som følge af hjælpepakker.

Samtidig har renterne været lave. Men prisstigningerne har været kraftigere, end indkomst- og renteudviklingen tilsiger, vurderer Nationalbanken.

Derfor anbefaler banken tiltag, der kan øge robustheden på boligmarkedet.

- Krav om afdrag for de mest gældsatte boligejere og en reduktion af rentefradrag kan mindske sårbarheden ved store udsving på boligmarkedet og forebygge en uholdbar risikoopbygning.

- Det vil styrke robustheden af dansk økonomi.

- Det er et godt tidspunkt nu at indføre sådanne strukturelle tiltag, siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.