Samfund

Han blev udsat for stenkast to gange - svensk politi mener det er rettet mod danskere

Adam Kofoed Månsson kører fra nu af via landevejen til og fra færgen.

Skovfoged Adam Kofoed Månsson er en af de danskere, der i den seneste tid har været udsat for at hans bil er blevet ramt af stenkast på E65 på vej til og fra Ystad-færgen.

- Første gang får jeg slaget midt i motorhjelmen lige over vinduesviskeren, og så knuser det ruden indad. Anden gang helt identisk bare flyttet 40 centimeter, siger Adam Kofoed Månsson.

Onsdag er yderligere tre danske biler blevet ramt af stenkast i Skåne. Det oplyser talsperson for Polisregion Syd Ewa-Gun Westford til TV 2.

Dermed har der nu i alt været 50 stenkast mod bilister fortrinsvist danske billister på den mest anvendte vej mellem Danmark og Ystad, hvor Bornholmerfærgen til den danske klippeø går fra.

Langt størstedelen af ofrene er danske, og ifølge svensk politi lader det ikke til at være tilfældigt. Gerningsmanden eller gerningsmændene er fortsat på fri fod.

Adam Kofoed Månsson siger, at han ikke nåede at opdage, der var en sten på vej.

- Det opdager du ikke. Det giver et ryk i bilen, det er som om man lige bliver bremset op og så fortsætter, siger Adam Kofoed Månsson.

Går efter danske bilister

Ifølge Ewa-Gun Wesford, talsperson for svensk politis Polisregion Syd, er der tilfælde af kast med sten på stort set hele strækningen fra Malmø til Ystad.

Men særligt slemt står det til på de 20 kilometer nærmest Ystad.

- De fleste tilfælde er mellem Skurup og Ystad, og vi har kun nogle få tilfælde, der er tættere Malmø. Det har vi kunnet se gennem alle anmeldelserne, siger Ewa-Gun Wesford til TV 2.

Svensk politi vil nu undersøge stenkastene nærmere.

- Vi har sammensat en gruppe, som kommer til at følge det fremover, så vi får et bedre billede af, hvad der sker, fortæller hun.

Adam Kofoed Månsson kører nu en anden vej til og fra færgen.

- Da det går op for mig onsdag, at der sker i begge retninger - både til og fra færgen - vil jeg indrømme, at jeg torsdag morgen ændrer rute og kører ad landevejen, siger Adam Kofoed Månsson.

Justitsminister griber ind

I en mail til TV 2 skriver justitsminister Nick Hækkerup (S), at han nu vil tage kontakt til den svenske justitsminister om sagen.

- Jeg er alarmeret over beretningerne om, at danske billister udsættes for systematiske stenkast i Sverige.Stenkast mod kørende biler er vanvittigt og direkte livsfarligt, og når et så stort antal danske bilister rammes, så giver det anledning til dyb bekymring, skriver Nick Hækkerup i mailen.

- Jeg vil derfor nu tage kontakt til den svenske justitsminister. Min forventning er, at svensk politi tager episoderne alvorligt og efterforsker dem grundigt og til bunds, så vi kan få stillet gerningsmændene til ansvar og stoppe deres livsfarlige handlinger, skriver Nick Hækkerup.