Samfund

Der var smil, tårer og jubel, da de sidste danske soldater vendte hjem

Tirsdag blev der skrevet historie, da det danske militær forlod Afghanistan efter knap 20 år i landet.

Alles øjne var rettet mod den dobbelte glasdør ved gate 32 i Københavns Lufthavn tirsdag eftermiddag klokken 15.

Om lidt ville 27 danske soldater komme til syne. Øjeblikket alle ventede på.

Pressefolk stod klar med mikrofoner og kameraer, og pårørende smilede spændt med favnen fuld af blomster og flag, mens de skiftevis kiggede på deres ur og døren.

- Jeg tror, de kommer nu, sagde en kvinde, og alle rejste sig straks.

Kort efter lød klapsalver og jubel.

For nogle var det gensynet med en søn, for andre en bror eller en mand. Og for hele Danmark markerede øjeblikket enden på 20 års militær tilstedeværelse i Afghanistan.

De sidste danske soldater var nu vendt hjem - og de skal ikke tilbage.

- Det er ikke en chartertur

Nogle af dem, der havde set frem til dagen med stor spænding, var mor, far og storesøster til 26-årige Jeppe Joakim.

Familien har måttet undværet ham i et halvt år, mens han var udstationeret i Afghanistan, og den tid har været utrolig hård. Det fortalte hans mor Tina Mandrup til TV 2.

Danmark i Afghanistan

  • I 2002 sendte Danmark de første soldater til Afghanistan for at hjælpe vores allierede, der var draget i krig efter terrorangrebet på World Trade Center. 
  • Fra 2002-2012 deltog de danske soldater i væbnede kampe for at bekæmpe terrorbevægelsen Al-Qaeda. Siden har danske soldater haft en mere tilbagetrukket rolle.  
  • 14. april 2021 meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at de danske tropper skulle hjem. Det skete, efter Joe Biden gav samme melding om de amerikanske tropper. 
  • I løbet af de sidste 20 år har cirka 12.000 danskere været udstationeret til Afghanistan.
  • Mindst 43 danskere har mistet livet i krigen, mens 214 er blevet såret af blandt andet vejsidebomber. 

- Det har været meget hårdt at undvære min søn i så lang tid, det er jeg jo ikke vant til. Altså børn flytter jo hjemmefra og den slags, men det her er noget helt andet, sagde hun og uddybede:

- Det er ingen chartertur, han har været på, og det gør da, at jeg har haft ekstra mange tanker.

Netop derfor var det ekstra rart at blive genforenet, fortalte Tina Mandrup, der glæder sig til den kommende tid:

- Vi skal hygge os sammen og helt sikkert kramme meget mere.

Rejser hjem med ro i maven

Der var også store smil at spore hos 61-årige Bernt Steen Hansen og hans 27-årige søn, Mads Sjøberg.

De havde ikke set hinanden i tre måneder, men Bent Steen Hansen har tænkt på sin søn hver eneste dag, fortalte han til TV 2.

Vi sender også en særlig tanke til dem, der ikke kom hjem

Trine Bramsen, forsvarsminister

- Jeg har været utrolig nervøs, mens han har været af sted, men lige nu er jeg bare så glad for, at han er her hjemme igen, sagde Bernt Steen Hansen og kiggede på sin søn.

Han svarede straks:

- Jeg er også rigtig glad for at være hjemme. Specielt er jeg glad for at se min far.

Mads Støjberg fortalte, at de sidste måneder i Afghanistan har været en helt speciel oplevelse, som han aldrig vil glemme. Han er desuden meget stolt af det arbejde, han og hans kolleger har udført.

- Jeg rejser fra Afghanistan med ro i maven. Afghanerne er nogle dygtige folk, og jeg er sikker på, de nok skal klare den, sagde Mads Sjøberg.

Den holdning delte mange af de hjemvendte soldater, som TV 2 talte med.

En tanke til dem, der ikke kom hjem

Udover pårørende og presse var forsvarsminister Trine Bramsen (S) mødt op for at modtage de hjemvendte soldater og markere det, hun kaldte ”en historisk dag”.

- I dag skriver vi Danmarkshistorie, fordi de sidste danske soldater er netop vendt hjem, sagde hun og kiggede rundt på soldaterne.

Hun takkede dem for deres indsats og takkede samtidig de pårørende for at have været med deres kære både før, under og efter udsendelsen.

- Vi sender også en særlig tanke til dem, der ikke kom hjem. Og de der kom såret hjem, sagde forsvarsministeren.

Den udtalelse fik flere af soldaterne til at nikke, og en enkelt knyttede sin hånd og tog sig til brystet, mens han lukkede øjnene et kort øjeblik.

Siden Danmark gik ind i krigen i Afghanistan i 2002, har cirka 12.000 soldater været udstationeret. Heraf har mindst 44 danskere mistet livet, og 214 er blevet såret af blandt andet vejsidebomber.

Det var særligt frem til 2012, hvor Danmark deltog i militære operationer for at bekæmpe al-Qaeda, at mange soldater mistede livet.

Fadøl og smørrebrød

Forsvarsministeren sluttede sin tale af med at ønske soldaterne og deres familier en god dag og god sommer.

- Og så har jeg jo hørt, at nogle af jer har store ønsker til menuen i aften, sagde hun smilende, hvilket fik flere i lokalet til at grine.

Men der var noget om det.

Efter flere måneder med "hvad der bedst kan beskrives som ikke verdens bedste mad", glædede blandt andet Mads Sjøberg sig til noget mere dansk.

- Fadøl og smørrebrød, det skal vi have nu. Og jeg skal have alle slags madder på menukortet, sagde han grinende.