DR i kovending om pigekor: Vil alligevel bringe klip fra periode under anklagede dirigenter
I flere uger har medier skrevet om seksuelle krænkelser og psykisk terror i DR Pigekoret.
Fredag meldte DR internt ud, at 43 års korindspilninger med DR Pigekoret ikke længere måtte afspilles.
Det gjaldt indspilninger fra 1966 til 2000 og 2001 til 2010, hvor først Tage Mortensen og siden Michael Bojesen var chefdirigent for DR Pigekoret.
Beslutningen var truffet efter en række anklager om, at Tage Mortensen og siden Michael Bojesen har udsat pigekorsangere for en seksualiseret kultur og psykisk terror.
Men den beslutning er nu blevet trukket tilbage.
Det fremgår af en mail til TV 2.
- Jeg er i dag blevet opmærksom på, at der den 18. juni er sendt en mail ud, der bad redaktionen på P2 om ikke at spille musik af Tage Mortensen og Michael Bojesen. Denne beslutning var åbenlyst forkert, skriver koncerthuschef Kim Bohr i en mail, efter TV 2 har spurgt ind til beslutningen om at undlade at spille 43 års korindspilninger.
En syg kultur
I flere uger har medier afdækket forholdene i DR Pigekoret under de to chefdirigenter.
DR har blandt andet beskrevet, at sangerne i koret var ofre for en syg kultur med psykisk terror, seksuelle krænkelser og overgreb, mens Tage Mortensen var chefdirigent.
- Der blev kysset på børn, rørt ved bryster. Det var der voksne omkring koret, der så, fortæller tidligere sanger i pigekoret Susanne Elmark til DR.
Flere tidligere pigekorsangere fortæller også om pludselige vredesudbrud og en usund alkoholkultur.
Under chefdirigent Michael Bojesen oplevede sangerne en seksualiseret kultur og uønsket seksuel opmærksomhed, samt at det ikke var muligt at rejse kritik af forholdene.
Til Politiken fortæller tidligere pigekorsangere, at når man som barn trådte ind i Radiohuset var man "Michaels piger", man følte sig som en del af "et harem" for voksne gæstemusikere, som udsatte teenagepigerne for uopfordret seksuel opmærksomhed.
Advokatundersøgelse
I april satte DR en ekstern advokatundersøgelse i gang om forholdene i DR Pigekoret efter henvendelser til kulturdirektør Henrik Bo Nielsen om grænseoverskridende adfærd og sexchikane, der var foregået i 00'erne.
Undersøgelsen er stadig i gang, og det er en del af forklaringen på, at DR's radioværter alligevel gerne må afspille Pigekorets sange.
- Så længe advokatundersøgelsen pågår, er det ikke rimeligt at gå ind i overvejelser om konsekvenser, heller ikke kunstneriske. Når vi har det fulde billede kigger vi på, om det betyder noget for P2’s sendeflade, skriver koncerthuschef Kim Bohr til TV 2.
DR erkender ledelsessvigt
DR's nuværende generaldirektør, Maria Rørby Rønn, kalder det "dybt beklageligt", at medlemmer af DR's pigekor har oplevet krænkende adfærd.
- Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, der er fundet sted. Det er ligegyldigt, at det fandt sted for så mange år siden. Den adfærd er uacceptabel i dag, og det var den også dengang, siger hun og erkender, at der har fundet et ledelsessvigt sted i DR, siger hun til DR.
Tidligere chefdirigent Tage Mortensen blev fyret i 2000. Ifølge daværende generaldirektør i DR, Christian Nissen, skyldtes fyringen Tage Mortensen adfærd over for medlemmer af pigekoret.
Tage Mortensen døde i 2001.