Kø på linjerne hos rejseselskaber: - Hav tålmodighed
Ifølge Tuis pressechef kommer de lempede restriktioner til at betyde kø på linjerne hos selskabet.
Torsdag var der gode nyheder til rejselystne danskere med trang til at opleve andre lande i EU.
Fra 26. juni kan danskerne nemlig frit rejse i hele EU uden at skulle i isolation eller vise en negativ coronatest før hjemrejse. Eneste krav er et gyldigt coronapas.
Nyheden vækker ikke overraskende glæde i den hårdt prøvede rejsebranche.
- Vi er overlykkelige over den her nyhed, siger Mikkel Hansen, pressechef i Tui Danmark til TV 2.
Coronapandemiens indtog har haft store konsekvenser for rejsebranchen, der ikke har kunnet sende tilnærmelsesvis lige så mange gæster afsted på rejser som før corona.
Men Mikkel Hansen vurderer, at man kan nå at indhente lidt af det tabte.
- Vi når ikke noget, der minder om 2019. Hvis man sammenligner med før corona, så er vi kun på halv kapacitet, men vi har sat os nogle nye mål. Og med denne udmelding så regner vi med at kunne nå de mål, siger han.
Eksplosiv stigning
Også hos Bravo Tours er der gang i telefonerne.
Sidsel Nordestgaard, der er kommunikationschef i rejseselskabet, melder om en eksplosiv stigning i antallet af solgte rejser efter de nye lempelser blev offentliggjort.
- Det er en aftale, vi har ventet længe på, og nu kom det endelig. Nu blev det klart for danskerne, hvordan vi skal rejse, siger hun.
- Det er altafgørende for os, det er hele vores eksistensgrundlag.
Glæde hos udlejere
De seneste lempelser betyder også, at EU-borgere ikke skal gå i isolation ved indrejse til Danmark, så længe de kan fremvise et coronapas.
Og det vækker glæde hos dem, der lever af at leje sommerhuse ud.
- Samlet set kommer vi til at redde vores feriehussæson både i juli og august og forhåbentlig månederne frem, siger Carlos Villaro Lassen, administrerende direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.
Han siger, at der allerede er komme gang i sommerhusudlejningen, da tyskerne for cirka 14 dage siden fik lov at komme ind i landet.
Lempede restriktioner den anden vej betød dog, at man oplevede, at flere danskere aflyste deres bookinger. Derfor er han positiv over, at resten af EU-landene nu får lov.
- Det betyder, at vi nu kan få vores gæster fra resten af Europa ind i landet, uden at de skal gentestes.
Kø på linjerne
Ifølge Tuis pressechef, Mikkel Hansen, viser erfaringerne, at nyheder som denne betyder ekstra kø på linjerne.
- Vi prøver at gøre det så godt, som vi kan, men beder også vores gæster om at have lidt tålmodighed. Der kommer til at være run på, siger han.
Selvom der er blevet løsnet op for rejserestriktionerne, er der stadig stort fokus på coronavirus i rejsebranchen.
- På de forskelige destinationer gælder der forskellige regler, og de skal følges. Vi har fundet en mellemvej, så du kan holde en tryg ferie, samtidig med at der bliver holdt afstand.