Coronavirus

Ventet vaccine viser nedslående resultater

CureVac er i øjeblikket ved at afslutte de afgørende studier af sin vaccine.

Covid-19-vaccinen fra tyske CureVac har i et studie vist en effektivitet på blot 47 procent og opfylder dermed ikke de statistiske succeskriterier. Det skriver biotekselskabet i en pressemeddelelse.

Studiet omfatter omkring 40.000 forsøgspersoner, og vaccinen kaldet CVnCoV blev testet i sammenhæng med mindst 13 varianter af coronavirus.

Resultaterne er dog foreløbige, og undersøgelsen af vaccinen fortsætter. CureVac er i øjeblikket ved at afslutte de afgørende studier af sin vaccine og har endnu ikke ansøgt om at få den godkendt.

Vaccinationskalenderen skal opdateres

10. juni meddelte Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm på et pressemøde, at vaccinen fra den tyske virksomhed CureVac var forsinket og derfor næppe kom til at spille en rolle i det danske vaccinationsprogram.

- Vi må se i øjnene, at vi må udrulle vores vaccineprogram med de to vacciner, vi har, lød meldingen fra Søren Brostrøm med henvisning til vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

CureVac er langt fra dømt ude

Ifølge Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, får den seneste udmelding fra CureVac ingen betydning for det danske vaccinationsprogram.

Ganske enkelt fordi vaccinen ikke er medregnet i vaccineplanen.

- Det er, som det er. Det korte af det lange er, at vores plan bygger på Pfizer og Moderna og ikke CureVac, siger han.

En effekt på 47 procent er i underkanten af det acceptable, vurderer Hans Jørn Kolmos - ikke mindst i betragtning af, at Pfizer og Moderna har vist sig at være over 90 procent effektive.

- Det er da nedslående, at den ikke virker som håbet, siger Hans Jørn Kolmos.

For selvom CureVac ikke får nogen betydning for Danmark, kan dens effekt - eller mangel på samme - få konsekvenser for vaccineudrulningen på verdensplan.

- Men i de lande, hvor der i øjeblikket er meget coronavirus, er en dækning på 47 procent bedre end ingenting, lyder det fra Hans Jørn Kolmos, som sammenligner CureVacs dækning med influenzavaccinens virkning blandt den ældre danske befolkning.

- Så vaccinen er ikke dømt ude på verdensplan. Slet ikke, siger han.

Plan skal opdateres

Oprindeligt regnede Sundhedsstyrelsen med, at de første CureVac-doser kunne komme i juni, men siden er tidspunktet blevet rykket, ligesom mængden af forventede doser er blevet nedjusteret.

I Sundhedsstyrelsens nuværende vaccinekalender forventes 40.000-70.000 CureVac-doser om ugen i juli. Men den plan skal ifølge Søren Brostrøm opdateres.

Sundhedsstyrelsen er derudover ved at overveje, om de skrottede Johnson & Johnson- og AstraZeneca-vaccinet skal tilbage i vaccinationsprogrammet og supplere Pfizer/BioNTech og Moderna.