Coronavirus

I Dortes butik skal kunder stadig holde afstand - hvis jeg bliver syg, får det konsekvenser

Hverken Dorte Clausen eller hendes mand er endnu vaccineret, og indtil da opfordrer de kunder til at vise hensyn.

Selvom mange danskere har smidt mundbindet, efter at myndighederne i mandags gjorde det lovligt at droppe det, er det ikke tilfældet i Rødekro Blomster- og Havecenter i Sønderjylland.

Her opfordrer Dorte og Mogens Clausen deres kunder til fortsat at bære mundbind og holde afstand.

Det skriver parret på butikkens Facebook-side.

- Vi opfordrer folk til at holde de gode takter og vise hensyn, fordi vi ikke er vaccineret endnu, uddyber Dorte Clausen overfor TV 2 onsdag.

Parret følte sig nødsaget til at skrive opfordringen, efter at de i weekenden havde en episode med en kunde, der ville ind i kølerummet med afskårne blomster, selvom det cirka 40 kvadratmeter store kølerum er lukket for kunder for at undgå coronasmitte.

- Jeg blev svinet til af kunden, som mente, at jeg ikke havde ret til at bestemme. Jeg fik hele omgangen af ham, fortæller Dorte Clausen, som efterfølgende også modtog en negativ Google-anmeldelse fra kunden, der endte med at købe en buket blomster.

- Det, synes jeg, er lige groft nok. Vi prøver jo på at beskytte os alle.

- Hvis jeg bliver syg, får det konsekvenser

Parret efterlyser, at kunderne fortsat viser respekt for dem som erhvervsdrivende og deres fire medarbejdere.

- Jeg kan ikke bare lukke min forretning, hvis jeg får corona, og så få dækning af staten. Hvis jeg bliver syg, får det konsekvenser. Så har jeg ikke noget at leve af, siger Dorte Clausen, som har fire børn.

Hverken den 42-årige kvinde eller hendes 46-årige mand har endnu modtaget vaccinen - og indtil det sker, tør de ikke tage nogen chancer.

Frivillig tvang

Dorte Clausen medgiver, at opslaget på Facebook kan tolkes, som at havecentret forlanger, at kunder fortsat skal bære mundbind.

- Det skal man selvfølgelig ikke. Men vi beder folk om at holde afstand på én meter og spritte af. Det er folk ikke altid lige gode til. Så der er tale om frivillig tvang, når du kommer hos os, siger Dorte Clausen.

Siden weekendens opslag har hun kun modtaget positiv respons i butikken for opråbet. Og hun kan også mærke, at kunderne tænker over at tage hensyn.

- Vi bestræber os altid på at yde en god service, efter hvad vi kan overkomme. Men vi beder bare folk vise lidt respekt til gengæld.

Butiksindehavere har ret til at kræve, at deres kunder fortsat bærer bundbind, så længe opfordringen gælder samtlige kunder, oplyser Dansk Erhverv til Jydske Vestkysten.

- Det svarer til at bede folk om at tage blå plastikfutter på, når man er ude og se på hus, siger pressechef i Dansk Erhverv, Lars Ohlsen.