Coronavirus

Det tog 77 minutter, så var Christian Eriksens kollaps koblet til vaccinen

Da Christian Eriksens fik hjertestop, var det den perfekte opskrift på konspirationer, siger ekspert.

Blot få timer efter Christian Eriksen faldt om på græsset i Parken med hjertestop, spredte rygterne sig.

Måske var den danske fodboldspiller blevet vaccineret mod coronavirus - måske havde hans kollaps en sammenhæng med vaccinen, mente nogen.

Men Christian Eriksen er slet ikke blevet vaccineret, lyder det fra Eriksens fodboldklub.

Så hvordan gik det egentlig til, at vaccinen blev blandet sammen med fodboldspillerens kollaps, og hvad har en tjekkisk Twitter-profil og en amerikansk journalist at gøre med det hele?

Michael Bang Petersen, der er forskningsleder og professor på Institut for Statskundskab hos Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har forsket i misinformation, guider dig her igennem, hvad der skete.

Sådan udviklede påstandene sig

  1. 12/6

    1. Kampen fløjtes igang

      Danmarks første kamp ved EM begynder i Parken.  

    2. Kollapset

      42 minutter inde i kampen forsvinder den store folkefest fra Danmarks nationalstadion.

      Christian Eriksen falder til græsset, og han bliver liggende. Sekunder efter giver landsholdslægerne ham det, der skal vise sig at være livreddende behandling. 

       

    3. Rygtet starter

      Det, der for alvor startede rygterne, var et tweet fra en tjekke, Luboš Motl. Han skriver, at en læge fra Eriksens klub, italienske Inter, har bekræftet til italiensk radio, at Eriksen var blevet vaccineret med Pfizers vaccine 31. maj. 

      - Det her bliver belægget, også i den danske debat, og også uden, at Motl bliver direkte citeret, siger Michael Bang Petersen. 

    4. Første opslag

      Michael Bang Petersen hæfter sig ved særligt to ting i Mai Manniches opslag: 

      - Først og fremmest hægter det sig på nyhedstrømmen. Hele Danmarks øjne var rettet mod Parken, og den opmærksomhed bliver nu koblet med debatten om vacciner, siger han. 

      Det andet er formuleringen. 

      - Ved at stille et spørgsmål beskytter hun sig selv. Bevisbyrden ligger på en anden. Ingen siger direkte, at der er en sammenhæng - men kan nogen afvise det?, siger han. 

    5. Amerikansk undren

      Alex Berenson, amerikansk forfatter og tidligere journalist på New York Times samt vaccinekritiker, tweeter til sine 270.000 følgere, at der bør blive "stillet spørgsmål" til kollapset og vaccinen. 

      Han deler senere Motls tweet med teksten: "Der var det".

    6. Kobling til ildebefindende

      En video, hvor Tanja Erichsen fra Sundhedsstyrelsen falder om på et pressemøde, bliver også delt. Faldet skyldtes et ildebefindende, men her bliver det sat i en kontekst til vaccinerne og Eriksens kollaps.

      - Her indikerer man - uden at sige det direkte - at det er endnu et bevis på sammenhængen. Det forstærker hinanden, for nu har konspirationsteoretikerne en-to-mange eksempler på det, de tror på, siger Michael Bang Petersen. 

    7. Radiokanal afkræfter

      Den italienske radiostation Radio Sportiva afkræfter, at interviewet med sportslægen har fundet sted. Påstanden i tweetet er falsk, skriver kanalen. 

      Her opnår konspirationsteoretikerne en del af deres mål, mener Michael Bang Petersen.

      - Nu er der genereret opmærksomhed og sået tvivl nok til, at andre reagerer, siger han. 

    8. Version nummer to af opslaget

      Godt halvanden time efter første opslag redigerer Mai Manniche sit opslag. 

      - Her griber hun fat i det rygte, der florerer på nettet. Nu er der et belæg for hendes spørgsmål fra første opslag, siger Michal Bang Petersen. 

      - Og så bliver der skruet op for dramatikken, fordi bliver kaldt "virkelig skræmmende", siger han. 

       

    9. Motl sletter sit tweet

      Motl er "usikker nok" til, at han sletter sit oprindelige tweet. Men selv om opslaget er væk, lever teorien videre. 

      Men faktatjekket vil altid halse bagefter, lyder det fra Michael Bang Petersen. 

      - Ofte vil historien leve videre og stadig kunne findes, selv om den er blevet faktatjekket eller fjernet. Det er svært at undgå effekterne af noget, der først er derude, siger han. 

    10. Inter afviser

      Inters direktør afviser rygterne. Christian Eriksen har ikke haft covid-19, og han er heller ikke blevet vaccineret, lyder det til Rai Sport.

      - Historien er, at Inter har vaccineret Eriksen, og nu afkræfter de. Det burde jo være et bevis på, at der ikke er hold i historien, siger Michael Bang Petersen. 

      Men det er en udfordring, at der bliver søgt et håndfast bevis for noget, der er svært at vise.

      - Skal vi se, at han ikke har stikkemærker? Det er meget klassisk, at konspirationsteorier spreder sig bedst, når de er svære at afvise direkte, siger han 

  2. 13/6

    1. Danske medier afkræfter

      TV 2 griber Inters afvisning dagen efter.

      Medierne bør ifølge Michael Bang Petersen altid lave en afvejning, inden de dækker misinformation.

      - Det er en balance, hvornår man giver mere liv, og hvornår man ikke gør. Man ved, at debatten om fake news undergraver tilliden til medier, siger han. 

      - Men på et tidspunkt bliver misformationen delt til så mange, at det bliver nødvendigt at trække en streg i sandet og gøre klart, hvad man ved og ikke ved, siger han. 

    2. Tredje version af opslaget

      Dagen efter kampen ændrer Mai Manniche endnu en gang sit opslag, fordi der er "tvivl" om, hvorvidt Eriksen er vaccineret. 

      Ifølge Michael Bang Petersen er der nu tale om promovering af påstande, som er falske. 

      - Det er jo deciderede konspirationsteorier. Eriksens svar skal være "ærligt", for hvis han selv afkræfter den her opfundne kobling, så er det muligvis fordi han selv er en del af det, siger Michael Bang Petersen. 

    3. Motl er stadig ikke overbevist

      På trods af Inter-meldingen er sagen "stadig ikke afklaret", skriver Motl. 

      - Misinformation bygger på, at man hele tiden kan ændre position. Det ser man her, for man tager ikke bedre videndes påstande for gode varer, siger Michael Bang Petersen. 

      Han bider også mærke i, at der ikke bliver opstillet kriterier for, hvad der ville overbevise Motl. 

    4. Fjerde opdatering af opslaget

      Søndag eftermiddag bliver Mai Manniches opslag redigeret igen efter et pressemøde, hvor der ikke bliver spurgt ind til, om Eriksen er vaccineret. 

      - Først skaber man et problem selv, og så hævder man, at det er mistænkeligt, at andre ikke forholder sig til det problem, man har skabt, siger Michael Bang Petersen. 

      - Afkræftelsen er tit en central del af konspirationen.

  3. 16/6

    1. Undskyld

      Onsdag lægger Mai Manniche en video på sin Facebook, hvor hun undskylder sit opslag.

      Hun har talt med nogle gode venner, der mente, at koblingen var over grænsen. 

      - Det er positivt, at hun på den måde er ude at undskylde. Men lidt mere generelt kan man sige, at skaden er sket. For forskning viser, at folk ofte bider mærke i den første information uden at lægge mærke til den nye, siger han. 

Opslag blev misforstået

Mai Manniche undskyldte onsdag på en Facebook-story og slettede opslaget. TV 2 har spurgt Mai Manniche hvorfor.

- Jeg tog kritikken til efterretning og har på intet tidspunkt ønsket at støde nogen eller bruge en frygtelig situation til at fremme egne holdninger. Mit opslag blev misforstået, og det beklager jeg selvfølgelig, lyder det fra smykkedesigneren.

Mai Manniche svarer ikke klart på, om hun er bekymret for, at folk deler information, som er afkræftet. Men hun siger, at hun "ikke er anti-vax og er taknemmelig for alle de vacciner, vi har mod alvorlige sygdomme".

Spørgsmålet om, hvorvidt Christian Eriksen er vaccineret, mener hun er "rent faktuelt baseret" og stadig er "højrelevant". Hun peger på, at blandt andet Lægemiddelstyrelsen undersøger, om der er en mulig sammenhæng mellem vaccinerne og hjertemuskelbetændelse (myokarditis, red.).

- Det er der absolut intet konspirationsteori over. Det forbliver fortsat uvist, om Christian Eriksen er vaccineret, da vi endnu ikke har fået et ærligt svar fra DBU og Christian Eriksen, skriver hun.

"Dobbeltsjældent"

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at EMA ikke har påvist en sammenhæng mellem vaccinen og myokarditis, men at det er noget som lægemiddelmyndighederne undersøger nærmere - EMA har for nylig bedt vaccineproducenterne om at levere yderligere data.

I Danmark har man vurderet 11 indberetninger om myokarditis efter vaccinen, heraf tre tilfælde, hvor en sammenhæng med vaccinerne ikke kan udelukkes, mens det i de resterende tilfælde er mindre sandsynligt.

Tre ting, der skaber misinformation

Michael Bang Petersen kalder misiniformation for "en strategisk udvælgelse af fakta, vinklinger og løgn". Og den mest vellykkede slags bygger på det samme: 

  • Opmærksomhed. Misinformationen skal koble sig på en debat, begivenhed eller dagsorden, som folk går op i. På den måde kan misinformationen "høste" opmærksomheden. 
  • Påstanden skal ikke kunne afvises. Der skal ikke være automatisk stopklods. 
  • Koblingen er ikke direkte. Fx: I stedet for at sige, at vaccinen er skyld i kollapset, så er det et spørgsmål. Man indikerer noget, men ikke så klart, at det kan afvises. 

Jacob Thorsted Sørensen, der er overlæge med speciale i akut hjertesygdom og hjertestop, behandler jævnligt patienter for myokarditis. Betændelsen opstår tit i forbindelse med en virusinfektion i kroppen, og i mere end 95 procent af tilfældene er forløbene milde, fortæller han.

- Lige nu er det svært at adskille, om de tilfælde af hjertemuskelbetændelse, der har vist sig efter vaccinen, faktisk skyldes den. Uanset om hjertemuskelbetændelsen er fremkaldt af en virus eller, helt spekulativt, en vaccine, så er det meget sjældent, at det er alvorligt og kræver behandling, siger Jacob Thorsted Sørensen.

- Så man kan sige, at det er dobbeltsjældent.

Alle fodrer konspirationerne

Misinformation og konspirationsteorier lever af reaktioner, fortæller Michael Bang Petersen. Og ifølge ham er vi alle sammen med til at fodre misinformationen.

Dem, der i uenighed deler, tagger og kommenterer. De, der deler, tagger og kommenterer, fordi de er enige. Eksperter, der taler om det, og journalister, der dækker det. Alle sammen giver næring til det, der driver en rigtig god konspirationsteori:

Opmærksomhed, forargelse og bekymring.

Det største problem ved misinformationen er ikke, at den spreder usandheder, mener Michael Bang Petersen. De fleste af os skifter ikke holdning, hvis vi læser skeptiske opslag, fordi vi reagerer ud fra vores forudindtagelser.

- Men det centrale er, at misinformationen suger opmærksomhed og tid, siger han.

Ifølge ham er det også opmærksomheden, som er forklaringen på, at Christian Eriksens hjertestop startede en bølge af misinformation.

- Eriksens kollaps satte meget i gang i os alle sammen, og derfor var det en helt perfekt ramme. For det giver ingen mening at lave teorier ud fra ligegyldigheder, siger Michael Bang Petersen.