Samfund

De første nye ejendomsvurderinger i ti år er på trapperne

50.000 boligejere vil på den anden side af sommeren modtage en ny vurdering og eventuelt få tilbagebetalt boligskat.

Efter utallige forsinkelser vil de første ejendomsvurderinger fra det nye ejendomsvurderingssystem snart blive udsendt.

I første omgang drejer det sig om 50.000 styk. Resten vil komme i etaper fra 2022, og her er der stadig risiko for forsinkelser.

Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

- For første gang siden 2011 er vi nu klar til at sende nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne. Der er ingen tvivl, om at det har været et langt sejt træk at nå hertil, men så meget mere positivt er det, at vi nu er, hvor vi skal være, skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

14 milliarder tilbage til danskerne

Forventningen er, at der i alt vil blive udbetalt 14 milliarder kroner til 700.000 boligejere, der har betalt for meget på grund af forældede og fejlbehæftede ejendomsvurderinger.

Ministeriet oplyser, at der er stor geografisk variation i det gennemsnitlige tilbagebetalingsbeløb, og det er forventningen, at boligejere i udkantsområderne vil få udbetalt et højere tilbagebetalingsbeløb end boligejere i og omkring de større byer.

Samtidigt skriver ministeriet, at man holder fast i, at det nye boligskattesystem kan være i gang fra 2024.

Risiko for yderligere forsinkelser

De nye ejendomsvurderinger har været voldsomt forsinket og er blevet udskudt mange gange. Senest i september 2020, hvor coronakrisen blev brugt som begrundelse.

Og det er da heller ikke udelukket, at der kommer yderligere forsinkelser.

I et tilhørende bilag skriver it-tilsynet, der holder opsyn med projektet, at der stadig er problemer og risiko for forsinkelser.

- Der er samlet set tale om et program med høj risiko for forsinkelser og fordyrelser, men det vurderes at kunne håndteres, skriver tilsynet.

Planen for de nye vurderinger

  • Bølge 1: I september 2021 vil 50.000 ejere af parcel- og rækkehuse modtage en ny ejendomsvurdering med efterfølgende tilbagebetalingstilbud.
  • Bølge 2: I foråret 2022 vil yderligere 100.000 parcel- og rækkehus-ejere modtage nye vurderinger og efterfølgende tilbagebetalingstilbud.
  • Bølge 3: I andet halvår af 2022 påbegynder Vurderingsstyrelsen sagsbehandling af vurderingerne for cirka 700.000 resterende parcel- og rækkehuse, hvorefter vurderinger og tilbagebetalingstilbud udsendes.
  • Bølge 4: Til sidst udsendes vurderinger og tilbagebetalingstilbud for de øvrige ejerboliger, herunder ejerlejligheder, sommerhuse og de mest komplicerede ejerboliger. Det er endnu usikkert hvornår.