Samfund

Hvordan burde kamp mod Finland have været afsluttet? Her er tre eksperters bud

Ifølge TV 2s eksperter kunne UEFA have benyttet sig af deres egen coronaregel. Dermed kunne kampen have været udskudt i 48 timer.

Det har vakt megen kritik, at det danske landshold og deres finske kolleger kun blev stillet overfor to valg, da Christian Eriksen kollapsede på banen 42 minutter inde i begge landes åbningskamp ved EM lørdag aften.

Valget stod mellem at spille kampen videre lørdag eller udskyde til søndag formiddag. Som de fleste nok ved nu, faldt valget på at spille kampen færdig lørdag aften. En kamp som endte 0-1 til Finland.

Flere parter, blandt andet den danske landsholdstræner Kasper Hjulmand, mener dog, at det var et valg mellem pest og kolera.

- Det er indiskutabelt, at vi var under et pres og i et dilemma. Der var to muligheder. Og det er helt forkert at tro, at det var os, som ville spille videre som det første ønske, sagde Kasper Hjulmand til et pressemøde tirsdag.

Men hvad ville så have været et bedre alternativ? Vi har spurgt tre af TV 2s fodboldeksperter om, hvad alternativerne efter deres mening burde have været.

Mads Junker

Fodboldekspert

Mads Junker, som selv er tidligere professionel fodboldspiller, forstår godt, at UEFA startede ud med at følge protokollen, da situationen var kaotisk lige, da Christian Eriksen var faldet om og var blevet kørt bort i en ambulance. Han mener dog stadig, at løsningen burde have været en anden.

- Én mulighed kunne være, at de havde gemt kampen, til efter at gruppespillet var færdigt. Det ville dog give problemer med logistikken, fordi man skal vide, hvem der skal spille mod hvem i næste runde, og hvor de skal hen.

- Som et andet alternativ kunne man være gået i dialog med finnerne om, hvor vidt de kunne have udskudt kampen til i går, mandag. Men igen ville det udskyde deres rejse til Rusland og give begge hold kortere restitution mellem kampene.

- En tredje mulighed ville have været at aflyse kampen helt. UEFA kunne have valgt at sige, at kampresultatet var 0-0, som det stod på det tidspunkt, og begge hold ville være gået derfra med et point hver. Omstændighederne taget i betragtning tror jeg, at det ville have været en gangbar løsning for begge hold.

Flemming Toft

Fodboldkommentator

TV 2s mangeårige fodboldkommentator Flemming Toft mener, at UEFA handlede for hurtigt, da det lørdag aften blev besluttet, at kampen mellem Danmark og Finland skulle spilles færdigt. Ifølge ham efterlod den hurtige reaktion ingen muligheder for medmenneskelighed.

- UEFA kunne have benyttet sig af den coronaregel, som de selv har indskrevet i deres regelsæt. Hvis nogle spillere bliver smittet med corona, så har UEFA muligheden for at udsætte kampe med 48 timer. Det her er jo også en ekstraordinær situation, så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kunne benytte den regel i det her tilfælde.

- En anden mulighed kunne være at flytte kampen til mandag. Reglerne er sådan, at et hold skal have 48 timers hvile mellem kampene, og den regel ville faktisk være overholdt, hvis man valgte den løsning. Finnerne skal nemlig først møde Rusland onsdag. Der ville selvfølgelig være opstået nogle problemer med finnernes rejse til Rusland og med at have fået ombyttet billetter, men så svært burde det ikke være at løse.

- En tredje mulighed, som jeg dog ikke er stor fan af, kunne være at afbryde kampen helt og sende begge hold videre med et 0-0 resultat. Men den løsning, mener jeg ikke, ville være fair over for finnerne.

Carsten Werge

Fodboldredaktør

TV 2s fodboldredaktør Carsten Werge mener, at UEFA har haft flere muligheder for at afvikle kampen mod Danmark og Finland på en anden måde, end den blev.

- En mulighed kunne være, at kampen kunne være blevet rykket til søndag klokken 21, så spillerne fik lidt ekstra tid til at komme til hægterne. Der var godt nok andre hold, der spillede på samme tid søndag, men det var jo ikke i Parken, så det burde kunne have ladet sig gøre.

- Et andet alternativ kunne også være at afslutte kampen på 0-0. Så kan man så diskutere, om det ville have været fair over for finnerne, men mindst af alt var det retfærdigt over for danskerne, at de skulle spille kampen færdig, så kort tid efter at de havde oplevet deres holdkammerat kollapse på banen.

- Som en sidste mulighed kunne kampen spilles færdig mandag. Det ville have givet det danske hold mulighed for at få det hele lidt på afstand. Godt nok ville det have givet logistiske udfordringer med at få finnerne videre til Rusland, men det burde have været til at løse. Når alt kommer til alt, så ved vi jo, at UEFA har en coronaregel indskrevet i deres regelsæt, og derfor ville det også i dette tilfælde have været muligt at udskyde med to døgn. Så UEFA må have haft en plan B, som kunne sættes i værk i tilfælde af corona - de gad bare ikke at benytte sig af den i det her tilfælde.