Samfund

Sådan gør hver region sig klar til strejke

TV 2 har spurgt de fem regioner, hvordan deres patienter skal forholde sig til sygeplejerskernes mulige strejke.

Lørdag vil hver tiende sygeplejerske med stor sandsynlighed strejke, og det vil ramme en lang række hospitalsafdelinger landet over.

Men hvad betyder det for de danske patienter?

Svaret skal findes hos de fem danske regioner, der dog endnu ikke alle har udarbejdet en færdig løsning.

Ifølge formand for Dansk Sygeplejeråd (DSR) Grete Christensen vil strejken kun ramme områder, der ikke er omfattet af det akutte arbejde.

- Det vil betyde udsættelse af behandlinger og operationer, som kan vente til et senere tidspunkt, uden det har sundhedsmæssige risici, sagde hun mandag på et pressemøde.

Hvis strejken bliver en realitet, vil et nødberedskab skulle træde til. Samtidig vil afdelinger for livstruende sygdomme være undtaget fra strejken - eksempelvis kræftafdelinger, børneafdelinger, psykiatriske afdelinger og behandling af coronapatienter.

TV 2 har lavet en rundringring til de fem regioner for at høre, hvordan patienter skal forholde sig til den kommende strejke. Se her, hvilke konkrete afdelinger der kan blive ramt af strejken.

REGION SYDDANMARK

Region Syddanmark har endnu ikke fuldt overblik over konsekvenserne, men vil i løbet af mandag og tirsdag morgen udsende pressemeddelelser med yderligere oplysninger.

Udgangspunktet for regionens patienter er, at de skal gøre det, de er blevet bedt om indtil nu, hvis ikke de får en ny besked.

Det vil være planlagte operationer og behandlinger, som kan udsættes, der udskydes. Akut aktivitet vil ikke blive berørt, lyder det fra presseafdelingen.

REGION NORDJYLLAND

25 afsnit på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland er blevet udtaget til strejke.

Strejken vil betyde, at en række behandlinger bliver udskudt, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Nødberedskaber er oprettet på de berørte afsnit, som derfor fortsat vil foretage kritiske og akutte behandlinger, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.

De patienter, som vil blive berørt af strejken, vil blive kontaktet direkte. Andre patienter skal møde til deres tid som planlagt, lyder det. Da regionen ikke ved, hvor længe strejken vil vare, kontakter regionen de berørte patienter så sent som muligt for at undgå unødige aflysninger.

REGION SJÆLLAND

Her vil i alt ni afdelinger på sygehusene i Næstved og Slagelse blive ramt af strejken.

På de to sygehuse vil man aflyse alle de patienter, som ikke er livs- og førlighedstruede. Det vil både gælde operationer og almindelig ambulant behandling, siger Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør i Region Sjælland, til TV 2.

Senest på torsdag vil regionen skrive til de patienter, der får udskudt deres behandlinger mandag, tirsdag og onsdag den kommende uge. Mandag næste uge vil patienter, der får aflyst behandlinger torsdag og fredag, modtage en meddelelse.

På den måde vil aflysningerne fortsætte, indtil man ved, hvor længe strejken vil vare.

REGION MIDTJYLLAND

Regionen vil udskyde omkring 500 operationer om ugen, så længe en strejke står på, vurderer koncerndirektør Ole Thomsen over for TV 2. Derudover vil en række ambulante behandlinger også blive udskudt.

De udskudte operationer vil være eksempelvis ledoperationer. Coronapatienter og patienter med livs- eller førlighedstruende operationer vil ikke få deres operationer udskudt, lyder det.

Regionen vil fredag sende et brev i e-boks til de patienter, der får udskudt deres operationer i næste uge. Hvis ikke man ikke modtager nogen meddelelse, skal man møde op som planlagt.

REGION HOVEDSTADEN

Regionen er endnu ikke kommet med nogen information, men siger til TV 2, at den vil komme med en udmelding om, hvordan patienter skal forholde sig.

Regionen kan dog ikke sige, hvornår udmeldingen kommer.