Regionernes chefforhandler: - Jeg havde godt fornemmet en stor vrede
Regionernes chefforhandler kan ikke umiddelbart se, hvordan sygeplejerske-konflikten kan blive løst.
Mandag har landets sygeplejesker forkastet den overenskomst, der blev forhandlet på plads mellem Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner og Danske Kommuner i Forligsinstitutionen for fire uger siden.
Kan parterne ikke nå til en ny aftale inden natten til lørdag, vil det betyde, at cirka 5000 sygeplejesker landet over vil gå i strejke.
Og det er regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for regionerne, ”rigtig ærgerlig over”.
- Ikke mindst på patienternes vegne, som kommer til at opleve at behandlinger, undersøgelser og operationer bliver udsat. Det er jeg rigtig ked af, siger han til TV 2.
Havde fornemmet sygeplejerskernes utilfredshed
Det kommer dog ikke bag på Anders Kühnau, at et flertal på 65,4 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer takkede nej til aftalen.
- Jeg havde godt fornemmet en stor vrede og utilfredshed med den situation, der er nu, fra sygeplejerskernes side. Så en helt stor overraskelse er det desværre ikke.
Resultatet kommer efter et flere måneder langt forløb, hvor sygeplejerskerne tilbage i april forkastede den overenskomst, der ellers var blevet forhandlet hjem for hele det kommunale og regionale område.
Her havde sygeplejerskerne udsigt til en lønstigning på cirka fem procent over tre år, men med et snævert flertal stemte de nej.
Det skyldtes ifølge Dansk Sygeplejeråd (DSR) blandt andet, at sygeplejerskernes løn blev indplaceret for lavt ved den såkaldte tjenestemandsreform i 1969 og derfor stadig halter efter resten af den offentlige sektor.
I et forsøg på at forhindre en strejke landede det forslag, der nu også er blevet nedstemt.
Det indeholdt stadig ikke en lønstigning - men i stedet blandt andet en lønkomité, der skulle se nærmere på lønstrukturer på det offentlige arbejdsmarked.
Ifølge formanden for Dansk Sygeålejeråd, Grete Christensen, var det dråben, der fik glasset til at flyde over.
- Jeg ser nej’et som et kraftigt og utvetydigt signal til både arbejdsgiverne og Christiansborg om, at sygeplejerskerne har mistet tålmodigheden. Utilfredsheden med lønnen har vokset sig for stor, udtaler hun i en pressemeddelelse.
- Det er jo ikke kun sygeplejerskerne, der arbejder hårdt
Ifølge Anders Kühnau har man fra arbejdsgivernes side forsøgt at imødekomme sygeplejerskerne.
- Vi har faktisk forsøgt at finde flere penge til sygeplejerskerne i overenskomstforhandlingerne, vi lavede i første omgang. Men man er nødt til at se sygeplejerskerne løn som et samlet hele, siger han.
Han understreger, at lønnen for sygeplejerskerne forhandles som en samlet ramme, der gælder for alle offentligt ansatte.
Og i det puslespil har det ifølge regionernes forhandler ikke været muligt at imødekomme sygeplejerskernes krav.
- Det er jo ikke kun sygeplejerskerne, der arbejder hårdt i coronakrisen og i øvrigt leverer en fantastik indsats til dagligt. Det har vi rigtig mange medarbejdere i sundhedsvæsenet, der gør.
Kan ikke se en løsning
Om konflikten kan nå at blive afværget inden lørdag, må tiden nu vise.
Ifølge Grete Christensen er det ikke til at sige, hvor længe en mulig konflikt vil vare. Men hun understreger, at Dansk Sygeplejeråd bakker op om sine medlemmers beslutning.
- Medlemmerne har talt så klart, som de overhovedet kan. De har sendt et meget tydeligt signal, som vi bliver nødt til at lytte og handle på, siger hun til TV 2.
Men ifølge Anders Kühnau kan han ikke umiddelbart se, hvordan hårdknuden kan løses.
- Hvis jeg havde de vises sten her, havde vi også løst udfordringen på nuværende tidspunkt.