Samfund

Regeringen kan blive tvunget til at gribe ind i konflikt, siger politisk redaktør

I 2013 greb den daværende socialdemokratiske regering ind efter en flere uger lang konflikt med lockout af lærerne.

Der var ikke gået mange minutter, fra sygeplejerskerne havde varslet strejke fra på lørdag, til politikerne på Christiansborg måtte svare på spørgsmål om, hvorvidt regeringen bør gribe ind i konflikten.

Står det til et af regeringens støttepartier, SF, bliver der ikke grebet ind.

- Politikerne skal holde sig ude af sådan nogle faglige konflikter, siger partiets beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, til TV 2.

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er det for tidligt at sige, om der kommer et indgreb fra regeringen i konflikten.

- Lige nu er det svært at spå om, der kommer et indgreb. I den kommende tid vil regeringen sige, at det er arbejdsmarkedets parter, der selv må klare det her, siger Hans Redder.

Regeringen kan blive tvunget til indgreb

Strejken står til at begynde på lørdag, når de sygeplejersker, der bliver udtaget til at strejke, nedlægger arbejdet, hvis ikke en aftale falder på plads inden. Det drejer sig om cirka 10 procent eller 5000 sygeplejersker.

Forståelsen for sygeplejerskerne, der kræver mere i løn, er måske nok stor blandt danskerne. Men en lang strejke, der rammer eksempelvis patienter og operationer på sygehusene hårdt, kan tvinge regeringen til et indgreb på et tidspunkt, vurderer Hans Redder.

- Kampen om sympatien i offentligheden er vigtig. Men vi har tidligere set indgreb i den slags konflikter, siger Hans Redder.

Han mener ikke, det gør nogen forskel, at der er tale om en socialdemokratisk regering. Socialdemokratiet har som parti sine rødder i arbejderbevægelsen og dermed lønmodtagersiden af konflikten. Men i 2013 besluttede den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti at gennemføre et politisk indgreb, der ved lov bestemte lærernes arbejdsforhold.

Det skete efter en flere uger lang konflikt med lockout af lærerne.

Sidste gang varede konflikt to måneder

Nana Wesley Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker og lektor fra Københavns Universitet, vurderer også, at der på et tidspunkt kan komme et indgreb.

- Spørgsmålet er så, hvor lang tid den her konflikt vil få lov at løbe. Man kan i hvert fald sige, at den måde, man traditionelt afslutter konflikter i den danske aftalemodel på, er ved, at man laver et lovindgreb, når parterne ikke selv kan forhandle sig frem til et overenskomstresultat, siger Nana Wesley Hansen til Ritzau.

I 2008 var sygeplejerskerne en del af en større konflikt på det offentlige område. Dengang nåede konflikten at vare to måneder, inden arbejdsgivere og lønmodtagere fik forhandlet sig frem til en aftale.

- Men nu har vi en coronapandemi, og det er en helt anden social, økonomisk og politisk kontekst. Derfor vil jeg forestille mig, at den vil blive afsluttet noget hurtigere den her gang, siger Nana Wesley Hansen.

Både statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser mandag begge at kommentere den igangværende konflikt.