Coronavirus

England udskyder genåbning efter smittestigning med variant – i Danmark er det en kamp mod tiden, siger professor

I Danmark har vi et setup, som gør, at vi hurtigt kan identificere de forskellige varianter og dermed reagere.

Englændernes store åbningsfest er blevet udskudt i fire uger.

De sidste coronarestriktioner skulle efter planen være blevet ophævet 21. juni, men frygten for den indiske variant har fået premierminister Boris Johnson til at forlænge den nu delvise nedlukning til 19. juli.

Det meddeler han mandag på et pressemøde.

- Det giver mening at vente bare lidt længere, siger Johnson fra podiet i Downing Street.

Her oplyser han også, at den indiske variant i dag er skyld i 96 procent af smittetilfældene i England, og at antallet af smittetilfælde den seneste uge er steget 64 procent.

En kamp mod tiden

Statens Serum Institut fortalte 9. juni i en risikovurdering, at der på det tidspunkt var registreret 114 tilfælde af den indiske variant i Danmark. I samme omgang blev det beskrevet, at den i England vurderes til at være 50 procent mere smitsom end B117 – den britiske variant, som er blevet den dominerende variant i Danmark.

Men Mads Albertsen, som er professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet, og som er initiativtager til den danske sekventering af virusvarianterne, vurderer, at den indiske udgave højst sandsynligt bliver den dominerende her i landet.

- Spørgsmålet er bare, hvor lang tid det tager, som han siger.

Han fortæller, at vi de sidste par uger har set en rigtig god udvikling i smitten, og at vi i Danmark har et særligt setup, som både tester meget og samtidig overvåger de bekymrende varianter ved hurtigt at screene og sekventere over 90 procent af alle positive prøver.

- På den måde har vi en hurtig identifikation af smittekæder med den indiske variant. Og dermed kan vi forhåbentlig udskyde tidspunktet for, at den bliver bliver dominerende, til størstedelen af populationen er vaccineret, samtidig med at vi kan holde samfundet åbent, siger Mads Albertsen.

- Lige nu er det en kamp mod tiden.

Lige nu er det en kamp mod tiden

Mads Albertsen, professor

Er ellers langt med vaccinerne

England har været et af de steder i verden, der har været længst fremme og hurtigst til at vaccinere sin befolkning, og derfor kan det undre, at man nu bliver nødt til at udskyde genåbningen. Men det skyldes ifølge Mads Albertsen, at England har en relativt stor rejseaktivitet til og fra Indien.

- På den måde fik man importeret mange tilfælde, før man anerkendte, at smittetrykket i Indien kunne påvirke situationen i England. Så man fik ikke lukket ned for rejseruterne i tide. Og derfor startede England fra et højt udgangspunkt med den indiske variant, siger han.

Det høje udgangspunkt betyder, at englænderne hurtigt fik samfundssmitte med varianten, og at den tog over for de andre mutationer.

- Den indiske variant nåede at udvikle sig til samfundssmitte, inden englænderne kom i mål med vaccinerne. Og det ser ud til, at den er svær at slå den ned uden generelle restriktioner i samfundet, fortæller Mads Albertsen.

Et valg

I sidste uge antydede premierminister Boris Johnson, at den planlagte ophævelse af alle restriktioner for det sociale liv nok ville blive udsat. Og det blev den så.

På pressemødet mandag siger Boris Johnson, at valget står mellem at fortsætte genåbningen, som kan føre til tusindvis af flere dødsfald på den ene side, og på den anden at give sundhedsvæsnet flere uger til at få vaccineret flere mennesker.

Frem til 19. juli bør det være muligt at "opbygge en betragtelig mur af immunitet", lyder hans vurdering.

- Vi har chancen for at redde tusindvis af liv ved at vaccinere millioner flere, siger Johnson.