Samfund

Derfor er hurtig genoplivning så altafgørende ved hjertestop

For hvert minut, der går uden livreddende førstehjælp, falder chancen for overlevelse med ti procent. Se her, hvordan du selv kan hjælpe.

Lørdag aften fik Christian Eriksen hjertestop på noget nær den største danske scene, man kan forestille sig. Foran 15.900 tilskuere i Parken og millioner af tv-seere over hele verden.

Gudskelov var hjælpen nær, og lægerne var allerede ved hans side, da han fik brug for genoplivning. Det har markant øget hans muligheder for at overleve uden mén.

Men de færreste, der bliver ramt af hjertestop, er heldige at have så kompetente folk så tæt på, som Christian Eriksen havde.

Hjertestop i Danmark

  • Omkring 5000 personer rammes årligt af hjertestop uden for hospital i Danmark. Det er cirka 14 om dagen.
  • 74 procent af hjertestoppene uden for hospital sker i eget hjem. 26 procent sker i det offentlige rum.
  • Cirka 16 procent overlever hjertestop uden for hospital. Det er fire gange så mange som i 2001, hvor 3,9 procent overlevede.
  • 90 procent af dem, der overlever et hjertestop, får ikke alvorlige mén. 76 af de overlevende vender tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de var i arbejde før hjertestoppet.

Kilde: Årsrapport 2019 fra Dansk Hjertestopregister og Dansk Råd for Genoplivning.

Til gengæld træder langt flere danskere end tidligere til med livreddende førstehjælp. Og det er vigtigt at komme hurtigt i gang med genoplivning for at få blodomløbet i gang.

Det siger Gunnar Gislason, der er forskningschef i Hjerteforeningen, professor i kardiologi og overlæge på Gentofte Hospital:

- Når det er hjertestop, kommer der ikke noget blod rundt i kroppen. Det vigtigste organ er hjernen, som er meget følsom over for iltmangel. Og hvis der ikke kommer noget blod til hjernen, kommer der heller ikke ilt, og så kan man risikere at få varig skade på hjernen.

Sammen med ham forsøger vi her at vise, hvad chancerne er for at overleve og komme sig efter et hjertestop, afhængig af hvor lang tid der går, før nogen begynder på genoplivning. Her er der tale om patienter, som ligger med hjertestop uden cirkulation. Det vil sige, at hjertet ikke pumper blodet rundt.

Her vil de fleste have en god mulighed for at komme sig uden at få varige mén.

Der vil være noget restitution, og man kan få nogle kortvarige symptomer. Det kan være for eksempel være hukommelsesbesvær. Men man har gode muligheder for at få et normalt liv igen.

Det begynder at blive kritisk, for efter fire til seks minutter begynder hjernen at tage varig skade.

Varige skader kan vise sig på mange måder. Man kan opleve koncentrationsbesvær, man kan have svært ved at gå og udføre normale dagligdagsaktiviteter som for eksempel at tage tøj på. Man skal i så fald igennem et længere forløb med fysisk og kognitiv genoptræning, og der vil være stor risiko for, at man aldrig kommer sig helt igen. Her vil det have betydning, om man er ung og rask eller har andre sygdomme i forvejen.

Overlevelseschancen efter fem minutter er også reduceret. For hvert minut, der går uden livreddende førstehjælp, falder chancen for overlevelse med ti procent.

Nu bliver det meget kritisk. Hvis en person har været uden hjertefunktion i ti minutter, er der risiko for alvorlige skader på hjernen, hvis personen overhovedet overlever.

Man vil altid køre patienten på hospitalet og forsøge yderligere genoplivning. Personen kan ligge bevidstløs i respirator på en intensivafdeling i op til flere uger. Herefter vil det vise sig, hvor meget hjernen har taget skade. Om man kan vende hjem, eller om man måske skal på en institution. Det kan være, at man ikke kan klare simple daglige aktiviteter som at tage tøj på eller lave mad.

Der venter flere måneders genoptræning, før man kan sige, hvor meget funktion man kan genoprette på personen, hvis vedkommende overlever.

Kun ganske få overlever hjertestop, hvis der går 10 minutter, før genoplivningen begynder.

For de få, der overlever, er vi ude i en meget dyster prognose. Man risikerer at få en svær hjerneskade.

Det er svært at sige, hvor lang tid der må gå, før alt håb er ude. De første fem til ti minutter er de mest kritiske, og efterfølgende bliver det mere op til tilfældighederne, om man kommer sig eller ej. Her gør mange faktorer sig gældende, for eksempel kan det være en fordel at få hjertestop, hvor der er meget koldt, fordi kulde nedsætter hjernens aktivitet.

Alle kan give hjertemassage

Hovedbudskabet i ovenstående er, at hurtig genoplivning er altafgørende, når en person får hjertestop.

Derfor er det vigtigt, at vidner til et hjertestop straks tilkalder hjælp og går i gang med hjertemassage, indtil hjælpen er fremme. Det viser tallene med al tydelighed.

Sådan gør du, hvis du bliver vidne til et hjertestop

  1. Ring straks 1-1-2 eller få en anden til at gøre det. Alarmcentralen sender hjælp med det samme og vejleder dig i, hvordan du starter hjertelungeredning.
  2. Start hjertelungeredning med 30 hårde tryk på brystkassen og to indblæsninger mund-til-mund. Gentag, indtil hjælpen er fremme. Hvis I er flere vidner, kan I eventuelt skiftes til at trykke på brystkassen.
  3. Brug en hjertestarter, hvis der er en til stede. Alle kan bruge en hjertestarter. Du skal bare tænde den og følge vejledningen.

Kilde: Dansk Råd for Genoplivning

Seks procent overlever et hjertestop uden for hospitalet, hvis ingen yder genoplivning inden ambulancens ankomst. Men 17 procent overlever, hvis de får hjertemassage inden. Det viser Årsrapport 2019 fra Dansk Hjertestopregister.

- Mange af dem, som overlever langvarig genoplivning, kan faktisk genopnå god funktion og et meningsfuldt liv. Mange kan vende tilbage til arbejde. Derfor er det vigtigt at træde til, hvis man bevidner et hjertestop, da det er altafgørende for at forhindre skade på hjernen, siger Gunnar Gislason.

Og danskerne er blevet meget bedre til at træde til, hvis de oplever et hjertestop.

I dag træder 79 procent til med genoplivning, hvis de er vidne til et hjertestop, ifølge Årsrapport 2019 fra Dansk Hjertestopregister. Det var kun 19 procent i 2001.

Alle kan ifølge Dansk Råd for Genoplivning træde til med hjertelungerådgivning, også børn ned til 12-årsalderen.

Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Meldingen fra Dansk Boldspil-Union er, at han er stabil.