Samfund

Danmark har haft alvorssnak med russisk ambassadør

Der er tale om et alvorligt og uacceptabelt brud på alle gældende internationale normer, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Ruslands ambassadør i Danmark har mandag været til møde i Udenrigsministeriet for at forklare to russiske krænkelser af dansk luftrum nær Bornholm i fredags.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Det kan ikke tolkes som andet end en både skændig og fuldstændigt unødigt bevidst provokerende russisk handling

Jeppe Kofod, udenrigsminister

Mødet fandt sted på foranledning af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der mandag er til topmøde i militæralliancen Nato.

Her vil han drøfte krænkelserne af dansk luftrum med de andre landes udenrigsministre.

- At russiske kampfly hele to gange krænker dansk luftrum, er et alvorligt og uacceptabelt brud på alle gældende internationale normer og regler for militære flyvninger, siger Kofod i en pressemeddelelse.

- Det kan ikke tolkes som andet end en både skændig og fuldstændigt unødigt bevidst provokerende russisk handling. Derfor har vi fra dansk side også reageret klart, skarpt og prompte. Det er selvsagt også noget, vi vil drøfte videre med vores allierede, siger han.

Det er ikke Kofod selv, som har haft et møde ambassadøren, men derimod Udenrigsministeriets udenrigspolitiske direktør. Dette er normal praksis i sådanne sager.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvad der præcist er blevet sagt til ambassadøren.

Fredag blev luftrummet krænket to gange

Forsvaret meddelte lørdag, at det havde sendt to F-16-kampfly til Bornholm, "hvorfra de skal håndhæve dansk suverænitet".

Dagen før havde to russiske fly to gange krænket dansk luftrum ved Bornholm.

Der var tale om to russiske jagerfly af typen Sukhoi Su-30, der i tidsrummene klokken 11.08 til 11.10 og 11.40 til 11.42 fredag bevægede sig ind i luftrummet nær Christiansø.

De to russiske fly blev advaret om, at de var på vej ind i dansk luftrum, men makkede ikke ret. Flyene blev umiddelbart efter første indflyvning indhentet af danske F-16-fly, der også fulgte russerne under hele anden krænkelse.

Krænkelsen skete under afholdelsen af Natos årlige flådeøvelse Baltops i Østersøen. Derfor var omkring 40 skibe, 60 fly og 4000 soldater fra 18 lande samlet i området.

Rusland er tidligere fløjet ind over dansk luftrum. I august 2020 fløj et russisk kampfly efter et amerikansk B52-bombefly over Østersøen og ind over Bornholm.