Coronavirus

237 nye smittede med corona - laveste siden september

Sommervejr holder coronavirus nede, men lektor i matematisk epidemiologi holder skarpt øje med indisk variant.

Det seneste døgn er der registreret det laveste antal nye danske coronatilfælde siden september.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.

I alt 237 personer er testet positive siden søndag. Det er det laveste siden 7. september, hvor der var 230 smittetilfælde hen over et døgn.

Det lave antal nye smittetilfælde skal ses i lyset af, at der er foretaget relativt få PCR-test siden søndag. De 237 smittetilfælde er fundet i 67.596 PCR-prøver, og det giver en positivprocent på 0,35.

- Hvis man kigger i et lidt længere perspektiv over de seneste 10-14 dage, så er der sket et markant fald i forekomsten af corona.

- Det, vi ser lige nu, er antagelig en sæsoneffekt, der er lidt større, end vi måske først havde ventet, siger lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen, Roskilde Universitet.

Med sæsoneffekten henviser han til, at virus har sværere ved at sprede sig, når vi opholder os mere udenfor.

- Man skal nok forvente yderligere et nøk nedad i virussets evne til at sprede sig, når sommerferien snart indtræder i skolerne, siger Viggo Andreasen.

102 indlagt med coronavirus

Der er også blevet foretaget 243.403 lyntest siden søndag. Positive prøvesvar fra lyntest indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Derfor anbefaler de danske sundhedsmyndigheder, at man tager en opfølgende PCR-test, hvis lyntesten er positiv.

På landets hospitaler er der i øjeblikket indlagt 102 personer med coronavirus. Det er fire flere end søndag.

Af de 102 indlagte er 20 på intensiv, og af dem får 16 hjælp fra en respirator.

Yderligere én person er død med smitten i kroppen. Det betyder, at der nu er i alt 2526 dødsfald blandt smittede i Danmark under pandemien.

Myndighedernes vaccinationsindsats skrider fortsat fremad, og mandag er der mere end 2,7 millioner borgere - 46,6 procent - der har påbegyndt vaccination.

Dertil er mere end 1,5 millioner borgere færdigvaccinerede. Det svarer til 25,7 procent.

Øjnene rettet mod indisk variant

Selv om det umiddelbart ser godt ud i kampen mod coronavirus, holder Viggo Andreasen øjnene stift rettet mod den særlige indiske variant, der især er på fremmarch i England:

- Det er den sorte sky, vi skal holde øje med hen over sommeren. Den er markant mere smitsom end den variant, der dominerer nu.

Viggo Andreasen forventer, at den også herhjemme kan få tag i de yngre aldersgrupper hen over sommeren.

- Det betyder, at vi skal til at diskutere, om det giver mening at vaccinere mod corona, også i de yngre aldersgrupper, siger han.

Sundhedsstyrelsen har meddelt, at man undersøger, om man fremadrettet vil anbefale at vaccinere børn ned til 12 år for at holde kontrol med epidemien.