Coronavirus

Mundbind udfases mandag: - Rart og en smule skræmmende

I den kollektive trafik skal stående passagerer fortsat bære mundbind.

Fra på mandag er det med få undtagelser slut med at bruge mundbind i Danmark.

Mundbindet har været hverdag i gadebilledet, siden det i første omgang blev indført i den kollektive trafik sidste år – og senere blev bredt ud til andre steder.

Hvordan har danskerne det så med udsigten til at slippe af med det lille stykke stof, der har skulle hjælpe os med at bekæmpe coronasmitten?

Julie Sofie Nygaard.

Julie Sofie Nygaard, der er produktionsplanlægger, glæder sig til, at det bliver nemmere at trække vejret igen, siger hun, da TV 2 møder hende ved Odense Banegård.

- Jeg har vænnet mig til, at det er en fast del, som man skal have på. Men det bliver rart at slippe for det igen.

Skaber det ikke en tryghed?

- Ikke længere. Smitten er så lav, og der er så mange, der er vaccinerede, så det bekymrer mig ikke, siger hun.

Annette Christiansen.

Annette Christiansen, der er laborant, er lidt ambivalent omkring udfasningen af mundbind.

- Det er både rart, men også en smule skræmmende. For vi er jo stadigvæk midt i det. Nogle steder vil jeg stadig mene, at det er relevant med mundbind, siger hun.

Badri Mohamod.

Badri Mohamod, der læser til maskinmester, har det fint med, at mundbindene er på vej væk.

- Jeg synes, at det er helt fint. Jeg er ret træt af at have mundbind på for at være ærlig.

Du er ikke bekymret?

- Nej. Når man ser på tallene, så behøver vi jo ikke mundbind mere. Så det bekymrer mig ikke, siger han.

Julie Petersen.

Julie Petersen, der er salgselev, synes, at det bliver mærkeligt at slippe af med, når det har været en del af hverdagen så lang tid.

- Det gør mig ikke så meget at gå med det. Jeg har ikke noget imod mundbind. Jeg synes, at det er fint, at vi passer på hinanden. Så bare at slippe det helt fra den ene dag til den anden, det er sådan lidt mærkeligt.

En af undtagelserne for udfasningen af mundbind er den kollektive trafik, hvor stående passagerer fortsat skal have dem på.

- Jeg synes, det er fint, at man stadig skal have det på i den kollektive trafik. Man står ofte tæt og længe sammen, så det gør mig ikke noget, siger Julie Petersen.