Coronavirus

Indisk coronavariant vakte ikke bekymring i Danmark - men det gør den nu

Piben har fået en anden lyd hos de danske sundhedsmyndigheder.

Først var den ikke særligt bekymrende. Så bekymrede det, at den så ud til at være mere smitsom. Dernæst blev der indført flere restriktioner for britisk rejsende.

Nu lyder det, at de danske myndigheder gerne vil udskyde det tidspunkt, hvor den kan blive dominerende i Danmark, så længe som muligt.

Derfor vil vi gerne udskyde det tidspunkt, hvor den kan blive dominerende hos os

Henrik Ullum, SSI

Der er tale om den indiske variant, som først har tvunget Indiens sundhedsvæsen i knæ og siden har skabt tvivl om Storbritanniens plan for genåbning.

Ifølge direktøren for Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, tyder det ifølge tidlige data nu på, at varianten er 50 procent mere smitsom end den allerede smitsomme britiske variant. Det har britiske eksperter advaret om siden siden miden af maj.

Men samtidig tyder data nu på, at personer skal være fuldt vaccineret for at være ordentligt beskyttet mod den indiske variant.

- Og hvis man får infektionen, så tyder meget tidlige data fra både England og Skotland på, at der er risiko for flere indlæggelser, lød det torsdag fra Henrik Ullum på et pressemøde om den nye genåbningsplan.

- Derfor vil vi gerne udskyde det tidspunkt, hvor den kan blive dominerende hos os, lød det videre.

Tyskland indførte karantæne i maj

Bekymringen for den indiske variant kom også til udtryk tirsdag, hvor de danske myndigheder indførte skærpede restriktioner fra de britiske byområder Bedford, Blackburn, Darwen, Bolton og Rossendale.

Årsagen var, at spredningen med den indiske variant ser ud til at være koncentreret til disse områder.

Det betyder, at personer fra disse områder skal i ti dages isolation ved ankomst til Danmark.

Den danske udmelding kom mere end to uger efter, at Tyskland indførte to ugers karantæne for alle indrejsende fra Storbritannien til Tyskland.

Fra det tyske Robert Kock Institut lød det allerede 22. maj, at virusmutationen fra Indien spredte sig hurtigt i Storbritannien.