Samfund

Danskerne grænsehandler for milliarder, men snart kan det være slut med dåse-fidusen

Ny afgørelse vækker glæde ved Ribe, hvor en købmand gjorde noget helt usædvanligt: Han læste en EU-dom.

Hvis man vil forstå, hvor vigtig en ny afgørelse fra EU-domstolen kan blive for supermarkeder og købmænd i Syddanmark, kan man bare kigge på Flemming Rasmussens reaktion onsdag aften, da afgørelsen kom ud:

- Normalt læser jeg jo ikke ligefrem EU-domme igennem, for det er ret tungt stof. Men da jeg kom hjem i aftes, gjorde jeg det alligevel med den her, fordi det i sagens natur er så væsentligt for os, siger Flemming Rasmussen, der er direktør for Kvickly i Ribe, til TV 2.

I afgørelsen annullerer EU-domstolen i Luxembourg en gammel vurdering fra EU-Kommissionen, der har gjort det muligt for tyske butikker at sælge dåseøl og -sodavand nær den danske grænse uden pant.

Det betyder, at EU-Kommissionen nu skal genoverveje de tyske butikkers ret til at sælge dåser uden pant til danskere, og det kan potentielt få stor betydning for grænsehandelen på sigt.

Konkurrencefordel for tyske butikker

Det er vigtigt at forstå, at afgørelsen fra EU-domstolen ikke er en ubetinget sejr for danske butikker, ligesom det ikke i sig selv er slutningen på billige dåsedrikke fra Tyskland.

Bolden er snarere blevet sparket tilbage til Kommissionen, og TV 2s Tyskland-analytiker Mirco Reimer-Elster kaldte onsdag afgørelse for en mellemregning.

Som reglerne har været hidtil, har tyske butikker nær den danske grænse fået lov til at sælge dåser uden pant til danskere, hvis køberne til gengæld skrev under på, at de ville tage dåserne med ud af Tyskland.

Det her er et klart signal om, at der er noget i det tyske system, som skal undersøges nærmere

Lotte Engbæk Larsen, markedschef for detailhandel i Dansk Erhverv

Ordningen er en specialregel, der kun gælder i de tyske delstater Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern. Derfor er der ifølge interesseorganisationen Dansk Erhverv (DE), der har anlagt sagen ved EU-domstolen, tale om ulovlig statsstøtte til tyske butikker.

Argumentet er, at når tyske butikker ikke skal opkræve pant fra danske kunder, får de en konkurrencefordel over danske butikker, der ifølge loven skal opkræve pant.

- Vi skal nærlæse konklusionerne, og se hvordan det stiller os, men det her er et klart signal om, at der er noget i det tyske system, som skal undersøges nærmere, og det tyder på, at der er regler, der ikke bliver overholdt, udtaler Lotte Engbæk Larsen, markedschef for detailhandel i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.

Håber på afgørelse i år

Afgørelsen fra EU-domstolen har været flere år undervejs, og sagen skal nu behandles af EU-Kommissionen på ny.

Ifølge Dansk Erhverv er der ingen deadline på den kommende afgørelse fra Kommissionen, men de håber på, at der kan blive truffet en beslutningen inden udgangen af året.

I Ribe glæder Flemming Rasmussen sig over muligheden for, at vilkårene for de danske og tyske butikker kan blive lidt mere lige. Det seneste år med delvist lukkede grænser har givet et unikt indblik i, hvor store summer der egentlig er på spil i spørgsmålet om grænsehandel.

- Det er også et spørgsmål om arbejdspladser. Fordi grænserne var lukket sidste år, kunne jeg flytte vores medarbejdere fra cafeteriet og vores mad-ud-af-huset-service til andre steder i butikken. Ellers havde vi været nødt til at afskedige dem, men nu er vi kommet helskindet igennem, siger Flemming Rasmussen til TV 2.

Vi hører ofte, at det egentlig ikke handler så meget om priserne

Flemming Rasmussen, direktør for Kvickly i Ribe

Et milliardspørgsmål – og pantens problem

Tidligere på året nåede konsulenthuset Boston Consulting Group frem til, at danskerne hvert år grænsehandler for omkring 5,5 milliarder kroner.

Analysen, der var bestilt af blandt andre Coop og De Samvirkende Købmænd, konkluderede, at der potentielt kunne være op mod 4800 ekstra arbejdspladser i Danmark, hvis al grænsehandel blev hjemtaget.

Ud fra tallene konkluderede Boston Consulting Group desuden, at grænsehandlen ramte forskelligt i landet.

Mens salget af såkaldte nydelsesmidler – øl, vin, spiritus, alkoholsodavand, cider, cigaretter, røgtobak, sodavand, chokolade og slik – steg med mere end 20 procent for butikkerne i Region Syddanmark, da grænserne var lukket sidste år, så Region Hovedstaden og Region Nordjylland kun en forøgelse i salget på 7-8 procent.

Af samme grund vil det også særligt være Region Syddanmark, der kan se frem til mange nye arbejdspladser, hvis det lykkedes at hjemtage danskernes handel i Tyskland, lød det i analysen.