Samfund

Antallet af indlagte falder til det laveste i otte måneder

Der er registreret 475 nye smittetilfælde. For tredje dag i træk er der givet mere end 70.000 vaccinestik.

Der er det seneste døgn registreret 475 nye smittetilfælde i Danmark. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Antallet af nye smittetilfælde er blandt de laveste de seneste måneder.

På landets sygehuse er status, at antallet af indlagte med coronavirus det seneste døgn er faldet med to til 120.

Det er det laveste antal indlagte siden slutningen af oktober, hvor anden bølge af smitten var ved at ramme Danmark.

Antallet af indlæggelser styrtdykket

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med 88 procent, siden epidemien toppede i starten af januar med flest indlæggelser på landets sygehuse.

Der blev onsdag givet 75.000 vaccinestik, hvilket er tredje dag i træk med over 70.000 stik.

Dermed er mere end 2,5 millioner i gang med at blive vaccineret eller færdigvaccineret.

Overvejer at donere udstyr

Coronasituationen i Danmark får nu regeringen til at undersøge muligheden for at donere corona-udstyr til andre andre lande, oplyser Magnus Heunicke.

- Antallet af indlæggelser falder, og regionerne har nu et overskud af specialiseret udstyr til behandling af covid-19-patienter.

- Vi er i kontakt med andre lande om muligheden for donation, og vil offentliggøre det, når der er nyt, siger Magnus Heunicke.