Coronavirus

Erhvervslivet håber på genoplivning af genåbnings-milepæl

Står det til dansk erhvervsliv, må restriktioner på rejser og åbningstider gerne forsvinde.

Da et bredt flertal på Christiansborg med alle partier minus Nye Borgerlige 22. marts indgik en rammeaftale for genåbning af Danmark, var aftalens allerførste element en fælles enighed om en særlig milepæl i genåbningen.

- Når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik, vil det være en milepæl i epidemihåndteringen i Danmark, stod der i aftalen.

Her stod også, at efter den milepæl må forventes restriktioner på natteliv, store arrangementer og rejseaktivitet, mens ellers kan samfundet genåbnes.

Frygter glemt milepæl

Erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) frygter, at politikerne har glemt den milepæl. Den håber derfor, at en genåbningsaftale onsdag vil bekræfte, at det stadig er planen.

- I tidligere politiske aftaler om genåbning af Danmark blev det omtalt som en milepæl, når sårbare og ældre - altså borgere over 50 år - var vaccinerede. Så kunne man genåbne samfundet, siger DI's politiske direktør, Emil Fannikke Kiær.

- Så var der ikke nogen grund til at have restriktioner længere. Vores appel er, at man fastholder den milepæl, så vi kan komme tilbage i normalt gænge og ikke have restriktioner længere end absolut nødvendigt.

Ifølge en anden erhvervsorganisation, Dansk Erhverv, lider mange af deres medlemsvirksomheder stadig under restriktioner. Erhvervsorganisationen oplyser, at fire ud af fem af medlemmerne i Dansk Erhverv taber deres virksomhed stadig omsætning som følge af restriktioner.

- Det er særligt forsamlingsforbud, begrænsede åbningstider og krav om mundbind og coronapas, som rammer, siger Dansk Erhvervs chef for turisme og oplevelser, Lars Ramme Nielsen.

Derudover efterlyser erhvervslivet at slippe for arealkrav.

Et krav står øverst på genåbningsønskelisten

I rammeaftalen fra marts blev det besluttet, at partierne bag aftalen hver 14. dag ville mødes og diskutere, om en yderligere genåbning er mulig. Det gør de onsdag.

Her står ét ønske øverst på ønskelisten for DI's medlemsvirksomheder:

- Det, der betyder allermest for dansk erhvervsliv, er, at man kan komme ud at rejse igen, og at isolationskravet, når man kommer tilbage til Danmark fra rejser, bortfalder, siger Emil Fannikke Kiær.

- Det er afgørende for danske virksomheder, at de kan rejse ud. Både sælgere, men også montører. Vi er en lille åben økonomi, der lever af at sælge varer i udlandet. Det er helt afgørende for erhvervslivet, at man kan rejse ud.