Coronavirus

Men In Black-demonstrant slipper for forhøjet coronastraf

En 20-årig mand slipper for skærpelse af straffen, selv om han brød loven til en Men In Black-demonstration.

En 20-årig mand er ved Københavns Byret blevet idømt ét års fængsel for at kaste fire fakler mod politiet i forbindelse med en Men In Black-demonstration.

Det oplyser anklager i sagen Marie-Louise Kruse.

Manden deltog i demonstrationen mod regeringens coronarestriktioner den 9. januar i København.

Her har han blandt andet kastet mindst fire fakler mod politiet, da demonstranterne havde nået Rådhuspladsen.

Ingen dobbeltstraf

Selv om forbrydelsen er sket til en demonstration mod regeringens coronarestriktioner, har retten ikke valgt at dømme den 20-årige efter straffelovens paragraf 81 d.

Den handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".

Paragraffen blev ellers anvendt i en sag om en 31-årig kvinde, der blev dømt for at opildne til vold ved samme demonstration i København den 9. januar.

Hun fik en etårig fængselsstraf, som blev fordoblet til to år, fordi retten fandt, at lovovertrædelsen var sket i forbindelse med coronaepidemien i Danmark.

Sagen om den 31-årige kvinde er siden gået videre til Østre Landsret, der ventes at træffe en afgørelse i sagen onsdag.

Anklager: Afventer afgørelse i anden sag

Marie-Louise Kruse oplyser, at anklagemyndigheden ved Københavns Politi venter på landsrettens afgørelse om den 31-årige kvinde, før man vil beslutte, om man vil ændre tilgang til sager, hvor personer er blevet tiltalt for noget, der er sket til en demonstration mod coronarestriktioner.

Østre Landsret har allerede omgjort én dom og skåret fem måneder af fængselsstraffen til 25-årig mand, der var blevet dømt for en lovovertrædelse til samme demonstration 9. januar.

Her fandt landsretsdommerne, at den særlige coronaparagraf ikke kunne anvendes.

Paragraffen blev vedtaget meget hurtigt i 2020 og var i høj grad rettet mod tyveri af værnemidler, fusk med coronahjælpepakker og indbrud i lukkede butikker.

Men paragraffens ordlyd, der har givet den relevans i sager om demonstrationer, var ikke skarp nok, erkendte flere folketingspolitikere, da sagen om den 31-årige kvinde var for byretten.

- Lad os være ærlige. En gang imellem bliver vi ramt af vores egen iver herinde. Vi ser et problem, og så vil vi gerne løse det, sagde venstreformand Jakob Ellemann-Jensen.

- Det var aldrig tanken, at reglerne om dobbeltstraf skulle bruges på en sag som hendes, sagde SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.