Coronavirus

Bløder 500 millioner om måneden: - Giv os nu en chance for at overleve

Håbet om udvidede åbningstider ser ud til at ske fyldest.

Det vil være et tiltrængt plaster til en blødende branche, hvis danskerne kan gå på bar og restaurant til længere end klokken 23.

Sådan lyder beskeden fra en række restaurant- og barejere, dagen inden landets politikere mødes for netop at forhandle udvidede åbningstider.

Lige nu koster det de danske udskænkningssteder en halv milliard kroner om måneden, at sidste omgang skal købes inden klokken 22, lyder vurderingen fra brancheorganisationen Horesta.

Udskænkningsbranchen omsatte for 4,3 millarder i juni 2019, inden coronavirussen ramte landet.

En af de pressede ejere i branchen er Lasse Wiwe fra NoHo-partners, som ejer en række restauranter og barer i København og Aarhus.

Så ville vi rent faktisk begynde at tjene penge igen

Kennet Wienecke, økonomichef i Madklubben

Kunne hans restauranter fortsætte serveringen til midnat, ville det varme gevaldigt, siger han til TV 2.

- Det vil betyde, at vi nærmer os noget, der ligner normalen, hvor vi kan betale husleje uden problemer.

For kædens barer er det endda en kamp for liv eller død, siger han.

- Det vil give os en fighting chance. Så har vi rent faktisk en mulighed for at overleve, lyder vurderingen fra Lasse Wiwe.

For Lasse Wiwes barer vil en udvidet udskænkningstid fra 22 til 24 betyde øget omsætning på omkring 30-40 procent, anslår en beregning, som kæden har foretaget.

I beregningen er restriktioner som coronapas og arealkrav taget med i betragtning.

Så meget anslår branchen, at den vil tjene ved at holde længere åbent

Brancheforeningen Horesta anslår, at de forkortede åbningstider koster udskænkningsbranchen 500 millioner om måneden. Til sammenligning omsatte branchen for 4,3 milliarder i juni 2019.

Restaurantgruppen Diningsix, der blandt andet står bag Köd-restauranterne, anslår, at den mister 23 procent i omsætning ved ikke at have åbent til midnat, som den havde før coronakrisen.

Bar- og restaurantgruppen NoHo-Partners, der blandt andet ejer kæden Cock's & Cows og baren Brønnum, anslår, at en øget udskænkningstid fra 22 til 24 vil øge omsætningen i barerne med omkring 30-40 procent. For gruppens restauranter lyder tallet på 10-20 procent.

Restaurantkæden Madklubben anslår, at kædens over 20 restauranter vil øge omsætningen med 20 procent i weekenden, hvis restriktionerne på åbningstider blev fjernet helt.

Vil kunne have et selskab mere

At udvidede åbningstider er kærkomne, kan også Kennet Wienecke skrive under på.

Han er økonomichef i restaurantkæden Madklubben og anslår, at kædens restauranter ville kunne øge omsætningen med 20 procent i weekenderne, hvis sidste udskænkning ikke længere skal ske klokken 22.

- I stedet for at vi kan fylde et bord halvanden gang per aften, kan vi måske komme op på at fylde bordet to og en halv gang. Så ville vi rent faktisk begynde at tjene penge igen og betale af på den gæld, vi har oparbejdet, siger han til TV 2.

Arkiv.

Og det ville hjælpe en udmagret branche, lyder det.

- Som alle andre restauranter har vi lavet et kæmpe hul i regnskabet i 2020 og 2021 indtil videre. Vi vil egentlig bare rigtig gerne i gang med at servere for vores gæster.

Hver time tæller

Barerne og restauranternes ønsker sker muligvis snart fyldest. Tirsdag tegner der sig nemlig et flertal for at udvide åbningstiderne for det pressede erhverv.

Mens Radikale Venstres sundhedsordfører lufter ideen om at udvide med "måske et par timer", ønsker de blå partier at udvide endnu mere. De konservative ønsker helt at fjerne restriktionerne på åbningstider.

Vælger politikerne at forlænge udskænkningstiderne til den anden side af midnat, vil hver en time tælle, siger Lasse Wiwe på baggrund af NoHo-partners' beregninger.

For hver time barerne kan holde åbent efter midnat, anslår han, at barerne kan øge omsætningen med 10-15 procent.

Det er vel at mærke, hvis ordningen om coronapas, mundbind og arealkrav forbliver som nu.

Omsætningen i barerne i NoHo-gruppen er lige nu 70 procent lavere end normalen.

Gik markant tilbage sidste sommer

I august 2020 kunne danskerne i en periode gå på værtshus til klokken 02, men et stykke inde i september blev udskænkningstiderne igen forkortet til klokken 22.

Det skifte kunne mærkes markant og kontant hos kæden Bargroup i Odense.

Bargroup - der er indehaver af værtshuse som Viggos og Sir Club - oplevede en nedgang i omsætningen på op til 50 procent i nogle af sine barer, da sidste udskænkning igen skulle ske inden klokken 22. Det siger Bargroup-partner Bjørn Hentze til TV 2.

Han håber, at politikerne onsdag beslutter at udvide åbningstiderne.

- Det er ikke et spørgsmål om at tjene flere penge, men om at minimere tabet.

Også hos NoHo-partners håber man, at politikerne lader danskerne drikke øl og cocktails til længere ud på aftenen og natten, siger Lasse Wiwe.

Adspurgt om han mener, at hans barer kan sikre, at gæsterne overholder coronarestriktionerne ved senere lukketider, lyder svaret, at det i hvert fald er mere sikkert, end når festen foregår hjemme i privaten.

- Chancen for, at smittefesterne foregår privat, er væsentlig højere. Vi har meget personale, der alle er oplært i at få folk til at overholde restriktionerne. Sådan foregår det i hvert fald ikke til de privatfester, jeg er til, siger han.

Onsdagens forhandlinger på Christiansborg skal tage stilling til, hvilke restriktioner der skal gælde efter 11. juni.