Samfund

Tiden er inde til at overveje brugen af mundbind, siger Brostrøm

I USA har vaccinerede borgere ikke skullet bære mundbind siden maj.

Coronaepidemien i Danmark er under kontrol, og derfor bør brugen af tests, coronapas og mundbind overvejes.

Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i et interview til TV 2.

- Vi har den store vaccinationsdækning, lave smittetal og lave indlæggelsestal. Det gør, at det er relevant at diskutere, om man kan skrue en smule ned på restriktioner, brug af mundbind og coronapas i forskellige sammenhænge, siger han.

Jeg kan ikke sætte dato på. Jeg ville ønske, jeg kunne

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen

40,4 procent af den danske befolkning har fået første stik, mens 23 procent af befolkningen er fuldt vaccineret.

Partierne bag genåbningsaftalen mødes onsdag i denne uge for at diskutere en yderligere genåbning af Danmark, og det er her, Brostrøm forventer, at brugen af mundbind vil være på dagsordenen.

Brostrøm vil dog ikke komme med et konkret bud på, hvornår vi dropper de forskellige smitteværn.

- Jeg kan ikke sætte dato på. Jeg ville ønske, jeg kunne, siger han.

For tidligt at aflyse pandemien

Selvom der ifølge Søren Brostrøm er lys for enden af tunnelen, understreger han, at pandemien ikke er væk.

- Vi har stadig en epidemi i Danmark, der potentielt kan blusse op, og vi kan frygte lokale udbrud, som vi har set i Aalborg.

Nye mutationer af coronavirus kan også trække i den anden retning og forværre smitten i Danmark, lyder advarslen.

- Jeg har før brugt billedet om, at epidemien er en stor farlig tiger, vi fik i bur og lænket.

- Nu får vi gradvist reduceret tigeren til en lille missekat, der hvæsser tænder engang imellem. Den skifter ham og kløer, når der opstår nye varianter af virus, som den britiske B117, siger Brostrøm.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har vi i den nuværende situation kontrol over coronavirus herhjemme. Men nye mutationer af coronavirus kan stadig trække i den anden retning og forværre epidemien i Danmark, lyder advarslen.

Direktøren vil derfor heller ikke udelukke, at der kan komme en såkaldt tredje smittebølge af coronavirus herhjemme.

Den ville i så fald blive langt mindre indgribende med langt færre alvorligt syge, siger Brostrøm.

Han henviser til, at de vaccinerede i de særligt udsatte grupper er vaccinerede.

I USA kan vaccinerede smide mundbindet

Mens vi i Danmark må afvente yderligere lempelser i coronarestriktionerne, erklærede USA's præsident, Joe Biden, i midten af maj, at vaccinerede amerikanere kunne droppe mundbindet med enkelte undtagelser.

Siden er smittetallene i USA fortsat med at dale.

Her er 41,6 procent af befolkningen fuldt vaccineret.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, CDC, har offentliggjort et stort studie, der viser, at vaccinerede er godt beskyttet: Vaccinerne fra Moderna og Pfizers effekt lå på 94 procent efter to stik og 82 procent efter ét enkelt stik.

De danske retningslinjer er fortsat, at vaccinerede skal opføre sig stort set, som de gjorde, inden de fik to vaccinestik.

- Selvom du er blevet vaccineret, skal du fortsat følge Sundhedsstyrelsens generelle, gode råd om smitteforebyggelse, står der i Sundhedsstyrelsens pjece til vaccinerede danskere. Det indebærer blandt andet mundbind på restauranter, i butikker og i offentlig transport.