Samfund

Historisk stor møntskat fundet i Danmark

Møntskatten vil officielt blive kendt under navnet Stenmoseskatten og er den største møntskat fundet med detektor i Danmark.

Der blev gjort store øjne på Viborg Museum, da de 3. januar blev kontaktet af amatørarkæologen Sidse Stephensen.

På en mark uden for Sønder Rind i Midtjylland havde hun fundet 13 mønter, og hendes metaldetektor indikerede, at der lå mange flere gemt i området.

Og det skulle vise sig at føre til fundet af den største møntskat nogensinde fundet med detektor i Danmark, som mandag skal overdrages til Nationalmuseet i København.

- Jeg synes, at det er fantastisk. Jeg har det så godt, siger Sidse Stephensen om fundet af i alt 6673 mønter.

Mikkel Kieldsen gik straks selv i marken sammen med et hold af kolleger fra Midtjysk Detektorforening.

En samlet indsats

Allerede dagen efter opkaldet fra amatørarkæologen hastede Viborg Museums danefæansvarlige, museumsinspektør Mikkel Kieldsen, til marken, som ligger sydøst for Viborg.

I samarbejde med kolleger fra Midtjysk Detektorforening besluttede han at fortsætte arbejdet, hvor Sidse Stephensen slap det.

- Jeg kunne godt høre, at der var udslag på detektorerne alle steder, siger han.

Den store usikkerhed, som den manglende kongemagt, fik folk til at gemme deres værdier af vejen

Mikkel Kieldsen, museumsinspektør

I flere måneder var holdet i marken på jagt efter flere mønter - de såkaldte penninge, som stammer fra 1300-tallet.

Men det skulle vise sig at være indsatsen værd. I takt med de små bippende lyde fra detektorerne voksede antallet af mønter fra 13 til en møntskat med hele 6673 af slagsen.

- Det er jo et kæmpefund, så det er ret fantastisk, siger museumsinspektøren.

Sådan ser én af de små penninge ud helt tæt på.

Fortæller vigtig historie

Møntskatten vil officielt blive kendt under navnet Stenmoseskatten og er et utrolig vigtigt fund, lyder det fra Mikkel Kieldsen.

De små penninge har en høj historisk værdi, fordi de kan være med til at berette om en helt særlig periode i den danske historie. I otte år frem til 1340 var Danmark nemlig formelt og reelt uden konge.

- De forgangne år var exceptionelt turbulente, og efter både dyre krige og en pantsætning af store dele af kongeriget gled magten over til hjemlige stormænd og udenlandske fyrster, siger han.

Vi er jo stolte af at være en del af historien

Mikkel Kieldsen, museumsinspektør

Ifølge museumsinspektøren kulminerede i store økonomiske udfordringer for Danmark.

- Den store usikkerhed, som den manglende kongemagt, fik folk til at gemme deres værdier af vejen - blandt andet ved at grave dem ned, siger han.

De resterende mønter er fundet af en lille flok frivillige amatørarkæologer, som tilsammen har brugt mere end tusind timer på indsatsen.

Skal udstilles i Viborg

Fundet af Stenmoseskatten sker da også på et heldigt tidspunkt for Viborg Museum, som om et år får et helt nyt bymuseum.

Her vil netop kongemagten i middelalderen være i højsædet, fordi byen i den periode af historien spillede en stor rolle i de gentagne magtkampe om tronen.

Det skyldes blandt andet, at det var ved Nørrejyllands landsting i Viborg, at kongen blev valgt af stormændene, fortæller Mikkel Kieldsen.

Amatørarkæologen Sidse Stephensen, som fandt de første mønter, har været med i marken hele vejen.

Derfor ser museumsinspektøren også frem til at kunne overdrage skatten til Nationalmuseet.

- Vi er jo stolte af at være en del af historien og være med til at bidrage til, at vi kan fortælle historien, siger han.

Når museet er færdig med at undersøge mønterne, håber Mikkel Kieldsen på, at skatten vil vende hjem til Viborg igen - og kan udstilles på det nye bymuseum.