Samfund

Flere danskere ser racisme som "et udbredt problem"

Målingen kommer i kølvandet på en video, hvor en familie med indvandrerbaggrund bliver overfuset med racistiske tilråb på Kastrup havn. 

Flere danskere mener, at racisme er et udbredt problem i Danmark.

I en ny Megafon-måling for TV 2 og Politiken svarer 42 procent, at de er helt eller delvist enige i netop det.

Og det er en markant stigning sammenholdt med en identisk måling fra juni sidste år. Her svarede 32 procent, at de så racisme som et udbredt problem herhjemme.

Det viser en åbenhed for at tage denne her diskussion

Mira C. Skadegård, Aalborg Universitet

Undersøgelsen er udtryk for en positiv tendens, mener Mira C. Skadegård, som er postdoc ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.

Ifølge hende peger den nemlig på, at danskerne har fået øjnene op for udfordringen.

- Vi bliver mere opmærksomme på, at vi har racisme i samfundet. Det bringer os lidt mere ind i en tid, hvor vi erkender, at det sker, siger hun.

Større bevidsthed spiller ind

Målingen kommer i kølvandet på en video, hvor en familie med indvandrerbaggrund blev overfuset med racistiske tilråb på Kastrup havn i slutningen af maj. På optagelserne beder en mand blandt andet familien om at "pisse af til deres eget land".

En episode, der blev delt igen og igen på sociale medier og på ny satte gang i debatten om racisme i landet.

Og hændelsen kan have haft indflydelse på, at flere danskere ser udfordringen som udbredt. Det mener Peter Thisted Dinesen, som er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Det er en meget synlig episode, som giver det en mere håndgribelig karakter. Så jeg tror, at folk er blevet mere bevidste om problemet, siger han.

Når der bliver kastet lys over et emne, vil det samtidig sætte tanker i gang hos folk. Derfor spiller det en stor rolle, at oplevelser og episoder som den fra havnen er til stede i folks bevidsthed, lyder det.

Nu begynder det store arbejde

Mira C. Skadegård, Aalborg Universitet

En udlægning, Mira C. Skadegård er enig i.

Hun har i den seneste tid oplevet, at samtalen og debatten om racisme har været mere på dagsordenen i Danmark. Blandt andet i kølvandet af drabet på George Floyd, som gennem sommeren sidste år satte gang i en stormflod af demonstrationer mod racisme verden over.

Black Lives Matter-demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus.

Arbejdet ligger forude

Om resultaterne fra målingen betyder, at problemerne med racisme er blevet mere udbredt i Danmark, kan ingen af dem dog svare på.

Men anerkendelsen af problemet er et stort skridt i den rigtige retning, mener Mira C. Skadegård. For ved at tale højt om udfordringerne bliver det nemmere at ændre ved dem.

- Det viser en åbenhed for at tage denne her diskussion. Vi har i mange år simpelthen nægtet, at det overhovedet findes, siger hun.

Der er dog stadig et stykke vej at gå, lyder det.

- Nu begynder det store arbejde, nu skal vi søge mere viden om det. Og så kan vi kigge på, hvad vi rent faktisk kan gøre ved det, siger Mira C. Skadegård.