Coronavirus

Eksperter kritiserer vacciner til tidligere smittede - man skal ikke vaccinere dem, der ikke er i risiko

Risikoen for at blive smittet med coronavirus igen er så lav, at en vaccine lige nu ikke giver mening, mener eksperter.

Flere eksperter sætter nu spørgsmålstegn ved, om den videre vaccination bør inkludere de personer, som allerede har været smittet med coronavirus.

- Man får ikke noget ud af at vaccinere dem, som allerede har opnået immunitet.

Sådan lyder det fra Christian Kanstrup Holm, forsker i immunologi og virologi ved Aarhus Universitet.

For mens tidligere smittede, som ifølge deres coronapas er immune, får stukket vaccine i armene, må de sidste danskere væbne sig med tålmodighed. Flere udskydelser af vaccinationskalenderen betyder, at de sidste først forventes at være færdigvaccineret et stykke inde i september.

Virolog: Vaccine bedre brugt på andre

Ifølge Christine Stabell Benn, der er klinisk professor ved Syddansk Universitet, viser flere studier, at kroppen bliver modstandsdygtig overfor smitte med coronavirus, når man har været smittet.

- Vi har epidemiologisk data, som viser meget klart, at vi halvandet år inde i pandemien kun har meget få bekræftede reinfektioner, siger hun.

Og netop den lave risiko for at blive smittet med coronavirus på ny gør, at Christine Stabell Benn ikke kan se pointen i at tilbyde vaccinen til de tidligere smittede på nuværende tidspunkt.

Der er god dokumentation for, at man kan vaccinere dem, som har været smittede

Søren Brostrøm, direktør Sundhedsstyrelsen

På samme måde mener Christian Kanstrup Holm også, at vaccinestikkene ville være bedre brugt på de danskere, som ikke har været syge.

- Jeg følger den tradition, som vi altid har haft i Danmark. Nemlig at man ikke skal vaccinere nogen, der ikke er i risiko for at få sygdommen, siger Christian Kanstrup Holm.

Styrelse: Immuniteten kan svinge

Ifølge Sundhedsstyrelsen er man immun overfor coronavirus i op til otte måneder efter, man har været smittet. Men myndighederne anbefaler alligevel, at alle, der har været smittet, bliver vaccineret på lige fod med andre danskere i vaccinationskalenderen.

Argumentet for dette er, at styrelsen på nuværende tidspunkt har begrænset viden om immunitet, efter at man er blevet rask, lyder det.

- Det er ikke alle, som bliver immune efter at have været smittede, siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

Når kroppen udsættes for smitte, dannes der antistoffer for virussen i blodet. Men da man på nuværende tidspunkt ikke ved, i hvor høj grad antistofferne beskytter mod ny smitte, lyder anbefalingen altså, at man fortsat bliver vaccineret.

- Vi ved, at der er god dokumentation for, at man godt kan vaccinere dem, som har været smittede med coronavirus, siger Søren Brostrøm

Ekspert: Argumentet holder ikke

Men argumentet om begrænset viden om immunitet efter endt sygdomsforløb holder ifølge Christian Kanstrup Holm ikke.

- Vi har rimelig god viden om immunitet. Coronavirus opfører sig her fuldstændigt ligesom andre virussygdomme, vi kender, siger han.

I følge de seneste tal har flere end to millioner danskere modtaget deres første stik mod cornavirus.

Hertil viser tallene, at det nu er hele 87 procent af alle danskere over 50 år samt patienter i særlig risiko og sundhedspersonale, som er vaccineret.