Samfund

Her er dommen over den nye danske EM-sang

Ved første lyt var Alphabeats slutrundesang "lidt blodfattig". Men den bliver bedre for hver gang, lyder det blandt andet.

Den nye EM-sang fra Alphabeat er i dag blevet præsenteret for det forventningsfulde fodbold-Danmark. Og særligt på de sociale medier har den officielle slutrundesang fået hård medfart. "En joke", "en ommer" og "bedre held næste gang" er blandt kommentarerne.

To af landsholdsspillerne, som har været med til at indspille sangen, roser dog Alphabeat for at have lavet en folkelig sang, danskerne kan synge med på.

- Jeg synes, det er en hyggelig sang, som alle kan synge med på, og jeg går ud fra, at det også har været Alphabeats intention - at den skal kunne blive hængende i folks hoveder i lang tid, siger Yussuf Poulsen.

Pierre Emile Højbjerg fortæller, at det har været fedt at få lov til at slå sig løs, da sangen skulle indspilles.

- Men jeg holder mig helt sikkert til fodboldbanen, siger landsholdsspilleren grinende til TV 2.

.

TV 2 har fået en fodboldkommentator, en lektor på Rytmisk Musikkonservatorium, en fodboldjournalist og en musiker bag et tidligere slutrundehit til at anmelde sangen. Og modsat de mange kritikere på de sociale medier er de positive.

Anders Blichfeldt, tidligere sanger i Bit Fat Snake, der stod bag EM-sangen i 1996 'Big Boys In Red And White'

- Den er ret fed og nem at synge med på. Det er godt ramt, for det er en svær disciplin at lave noget, der fanger.

Hvad er det for en opgave, man står overfor, når man skal skrive sådan en fodboldsang?

- Det kan være svært. Enten får man en ide med det samme, og så har man en fodboldsang, eller også gør der ikke – og så skal man sige nej tak.

- Landsholdssange skal være meget umiddelbare. Det må gerne gå hurtigt, men alligevel skal de have en lidt langsom melodi. Derfor er 'Re-Sepp-Ten' så fantastisk. Det er en hurtig sang, man kan danse til, men samtidig er melodien langsom.

- Den balance fanger Alphabeat ikke helt her. Men det gjorde vi heller ikke med vores i 1996. Jeg synes faktisk, denne her minder en smule om vores.

Tidligere slutrundesange

Gunnar “Nu” Hansen: Rap Nu – 1984, EM i Frankrig

Dodo & the Dodos: Re-sepp-ten – 1986, VM i Mexico

Rocazino: En For Alle – 1988, EM i Tyskland

Big Fat Snake: Big Boys In Red And White – 1996, EM i England

Dodo & The Dodos: Vi Vil Ha’ Sejren I Land – 1998, VM i Frankrig

Det Brune Punktum: All We Need Is Love – 2000, EM i Holland og Belgien

Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlke: Danmarks Drenge – 2002, VM i Sydkorea og Japan

Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duo: Hvor’ vi fra? – 2004, EM i Portugal

Nephew: The Danish Way To Rock – 2010, VM i Sydafrika

Nik & Jay – Vi Vandt I Dag – 2012, EM i Polen og Ukraine

Thomas Helmig: Hele Danmark op at Stå – 2018, VM i Rusland

- Stemningen i sangen er rigtig vigtig for, at det bliver til en klassiker. Der skal være en vis folkelighed, og man skal føle sig på bølgelængde med kunstnerne bag. I det her tilfælde kan man mærke, sangen kommer fra hjertet og handler om landsholdet. Ikke om Alphabeat. Andre gange er det gået knap så godt, og så er det blevet for højtideligt – eller endnu være selvhøjtideligt.

- Da vi lavede vores sang, nåede vi ikke at tænke en skid over særlig meget. Vi havde gang i tusind andre ting og var lige brudt igennem. Så lå vi pludselig nummer 1 på top 100 med den. Men så røg Danmark ud af turneringen, og så var vi slet ikke på listen længere. I dag betegner folk den som en af de bedste gennem tiden, og det havde jeg bestemt ikke regnet med dengang.

Antal stjerner: 5/5

Carsten Werge, fodboldredaktør på TV 2 og tidligere mangeårig kommentator på TV 3

- Det lyder meget godt. Jeg synes, det er en klassisk fodboldsang, hvor Stine Bramsen som sædvanligt synger fantastisk. Man genkender den hurtigt, og det er jo det, det går ud på.

- Teksten indeholder dog ikke en elegance på samme måde som i 'Re-Sepp-Ten' fra 1986, hvor de fik flettet den grimme ælling og H. C. Andersen ind i teksten. Den nye tekst er så banal, som den kan være, men udførelsen er fin.

- Om det bliver en klassiker, ved man ikke endnu. Det kommer meget an på, hvordan Danmark klarer sig i slutrunden. For så er folk i bedre humør, og man kæder sangen sammen med at være fra det år, hvor landsholdet gjorde det godt.

Kommer du til at synge med hen over sommeren?

- Ja, det skal jeg nok, og jeg synger sindssygt godt.

Antal stjerner: 4/5

Anders Jensen, lektor på Rytmisk Konservatorium

- Det interessante musikalske greb er i mine ører den lidt 'hyggelige' shuffle-rytme, der bliver brugt. Det får mig til at tænke på britisk rock af ældre dato. Som Beatles' 'Getting Better' og rytmikken i 'London Calling' fra The Clash. Det giver god mening med den britiske reference, fordi englændere er totalt bidt af fodbold, og derudover er det også en lyd, Alphabeat har i forvejen. Det virker autentisk.

- Nummeret er simpelt arrangeret og meget nøgent kun med klaver, guitar, bas, trommer og sang. Det er godt set at holde den tidsløs. Verset virker lidt, som noget man hurtigt skal have overstået, men omkvædet er rigtig dejligt.

- Sangen leveres på en ukompliceret måde, men der sker sofistikerede ting i både harmoni og melodik.

- Shuffle-rytmen anvendes ofte, når vi alle skal synge med. Siden ABBA vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1974 med 'Waterloo', har det affødt en gigantisk bølge af Grand Prix-sange med den rytme. Eksempelvis 'Vi Maler Byen Rød' med Birthe Kjær og 'Det Lige Det' med Kirsten og Søren. Den bliver også tit brugt i julesange som 'Jul i Angora' eller Maria Careys 'All I Want for Christimas'.

Antal stjerner: 4/5

Lasse Vøge, sportsjournalist på B.T. - og anmelder af EM-sangen for avisen

- Det vigtigste er, at man kan synge lålålå til den, og man kan sagtens se for sig, at man står i Fælledparken med en kold fadøl og lålå’er til den. Det er det absolut vigtigste ved en fodboldsang, og der består den med bravour.

- Der er så meget fællesskab i den. Vores styrke ved Danmark er jo sammenhold og fællesskab, fordi vi ikke har de største fodboldstjerner. Derfor skal leve på, at vi er venner og en enhed. Og de synger jo, at vi står side by side, du og jeg.

- Derudover er der andre buzzwords, som vækker roligan-følelsen: Dynamite, sejler op ad åen, rød og hvid.

- Den bliver bedre for hvert gennemlyt. Jeg startede med at tænke, den var lidt blodfattig, men nu får den EM-feberen til at boble frem i mig. Den skal nok komme ind og gnubbe skuldre med nogle af de store, men dem fra 1986 og 1988 er stadig urørlige. Det var nogle fantastiske melodier, og de var soundtracket til starten på hele Danmarks fodboldeventyr. De er svære at leve op til, og det har ingen klaret siden.

Antal stjerner: 4/5