Fodbold

Ministre om VM i Qatar: - Det er en åben hemmelighed, at sportslige hensyn ofte tilsidesættes

Mindst 6500 migrantarbejdere er døde under forberedelserne til næste års slutrunde, men regeringen vil fortsat ikke boykotte værtsnationen Qatar.

Torsdag skal udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd om VM i fodbold, der afholdes i Qatar i efteråret 2022.

De to ministre skal redegøre for, hvorvidt regeringen vil lægge pres på ørkenstaten, så vilkårene for de mange tusinde migrantarbejdere i landet kan forbedres.

Det er anden gang, at kulturministeren er i samråd om sagen, men Karsten Hønge (SF) var ikke tilfreds med svarene i første omgang.

Forud for samrådet har de to ministre skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor de gør klart, at det er en ”bittersød begivenhed”, og at internationale sportsbegivenheder fremover ikke skal kunne bruges til at dække over brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder.

- Det er en åben hemmelighed, at sportslige hensyn ofte tilsidesættes, når værtskaberne for store internationale sportsarrangementer skal tildeles. I stedet kommer kommercielle interesser og politiske hensyn om nationbranding og forventninger om positiv PR til at fylde, skriver de.

Samtidigt understreger de, at de vil forsøge at samle deres internationale kolleger, så en lignende situation ikke opstår i fremtiden.

Det er sportens opgave

Det bliver gjort klart, at regeringen ikke mener, at det var en rigtig beslutning at placere VM i Qatar, men de gør samtidigt også klart, at det i sidste ende er Dansk Boldspil Unions (DBU) beslutning. Ligesom det var Danmarks Ishockey Unions beslutning at boykotte VM i Hviderusland tidligere i år.

- Dansk udenrigspolitik skal ikke føres per proxy med danske sportsudøvere som uforvarende bønder på et udenrigspolitisk skakbræt. Af samme årsag vil vi heller ikke fra politisk hold diktere, om DBU skal deltage i Qatar, står der i Jyllands-Posten.

I stedet vil regeringen støtte op om medlemsdemokratiet i foreningerne og overlade de etiske og sportslige overvejelser til dem.

Svaret fra DBU har indtil nu lydt, at de ”truer med at møde op, ikke med at blive væk”.

Vil fortsætte presset på Qatar

Jeppe Kofod og Joy Mogensen erkender da også på regeringens vegne, at det vil kunne skade dansk fodbold fremadrettet, hvis DBU beslutter sig for at boykotte slutrunden, og at det i sidste ende vil blive de danske fodboldspillere og fans, der ville betale den regning.

Mindst 6500 migrantarbejdere er døde, mens Qatar har forberedt sig på VM-værtskabet.

De to ministre understreger, at Danmark flere gange har rettet kritik af kvinderettigheder, arbejds- og leveforholdene i Qatar, og at de vil fortsætte med det fremadrettet.

I en undersøgelse i Altinget søndag svarer 60 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist enige i, at det officielle Danmark skal boykotte slutrunden.