Coronavirus

- Jeg er faktisk chokeret, siger professor om revurdering af skrottede vacciner

Vaccinationskalenderen er igen skredet - denne gang med yderligere to uger.

Regeringen vil have Sundhedsstyrelsen til at genoverveje de to vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som er droppet fra det danske vaccinationsprogram.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Man har langt bedre data nu og langt mere viden om bivirkninger, lyder begrundelsen fra sundhedsministeren.

Professor i vaccinedesign er 'chokeret'

Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, er meget uforstående over for, at de to vacciner nu bliver bragt i spil igen.

- Jeg er faktisk chokeret over, at man foreslår det. Der er jo ikke noget i smittetallene eller indlæggelsestallene, som de er nu, der giver anledning til bekymring, siger hun til TV 2.

Camilla Foged er bekymret for, at en genoptagelse af vaccinerne kan få konsekvenser for vaccinetilslutningen herhjemme.

- Tilslutningen er jo høj, men det her kan skabe usikkerhed og utryghed og slække vaccinetilslutningen. Der er jo rigtig, rigtig mange, der er lettede over, at de blev taget ud, siger hun.

Ja til den ene, nej til den anden

Når det kommer til AstraZeneca-vaccinen er Søren Riis Paludan, der er professor i immunologi på Aarhus Universitet, enig med sin kollega.

Han mener dog i modsætning til Camilla Foged, at Johnson & Johnson-vaccinen er god nok til at kommet tilbage i vaccineprogrammet.

- Jeg synes, det er en god vaccine. Vi er et af de eneste lande, der har taget den ud af vores vaccinationsprogram, og jeg tænker, at frygten for AstraZeneca kan have spillet ind på den beslutning, siger han.

Søren Riis Paludan mener, at det er en fejl, at man har ladet de to vacciner være en del af samme diskussion.

Han peger på, at der er forskel i frekvensen af bivirkninger mellem de to vacciner og hyppigheden af blodpropper hos de vaccinerede.

Han understreger, at selvom der er ligheder mellem de to vacciner, kan de ikke sammenlignes, og at der er 10 gange større risiko forbundet ved at blive vaccineret med AstraZeneca.

Vaccinekalender udskydes igen

Et af regeringens øvrige argumenter for at bede Sundhedsstyrelsen om at genoverveje vaccinerne er, at slutningen på vaccinationskalenderen endnu engang må udskydes.

Det er dog ikke et stærkt argument, mener Camilla Foged.

- Fagligt er det den helt rigtige beslutning at tage dem ud – også selvom vaccinekalenderen bliver forsinket nogle uger, siger hun.

Både AstraZeneca og Johnson & Johnson er tilgængelige på frivillig basis i Danmark. Det kræver konsultation med en læge at få lov til at få en af dem.