Coronavirus

Flere tusinde skriver sig op til skrottede vacciner efter udmelding fra Heunicke

Næsten alle vaccinationerne hos Practio sker med et stik fra Johnson & Johnson.

Mandag eftermiddag er efterspørgslen på de droppede vacciner steget markant.

Det siger Jonas Nilsen, der er læge og medstifter af firmaet Practio, der administrerer ordningen, til TV 2.

Inden for de seneste par timer har flere tusinde danskere skrevet sig op til visitation hos virksomhedens læger, fortæller han.

- Jeg opdagede, at der nok måtte være kommet en nyhed, da jeg så vores tæller begyndte at gå noget op ad.

Og ganske rigtigt kunne Jonas Nilsen på landets medier læse nyhederne om, at vaccinationskalenderen igen skrider, og at begge de skrinlagte vacciner, AstraZeneca og Johnson & Johnson, skal revurderes.

Indtil mandag eftermiddag klokken 15.00 var 1300 danskere blevet vaccineret hos Practio, fortæller Nilsen.

Eksperter undrer sig over regeringens udmelding

Mens nyheden om, at regeringen nu har bedt myndighederne revurdere de skrottede vacciner, lokker kunder i Jonas Nilsens forretning, undrer to eksperter sig.

Professor i vaccinedesign på Københavns Universitet Camilla Foged er meget uforstående over for, at de to vacciner nu bliver bragt i spil igen.

- Jeg er faktisk chokeret over, at man foreslår det. Der er jo ikke noget i smittetallene eller indlæggelsestallene, som de er nu, der giver anledning til bekymring, sagde hun til TV 2.

Hun er blandt andet bekymret for, at en genoptagelse af vaccinerne kan få konsekvenser for vaccinetilslutningen herhjemme.

Når det kommer til en genoptagning af AstraZeneca-vaccinen er immunolog Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet enig med sin kollega.

Derfor blev vacccinerne skrottet

Både Johnson & Johnsons og AstraZenecas vacciner blev taget ud af det danske vaccinationsprogram, da Sundhedsstyrelsen vurderede, at risikoen for blodpropper var for høj i forhold til det relativt lave smitteniveau, vi havde i Danmark på daværende tidspunkt.

150.379 danskere nåede at få første stik med AstraZenecas vaccine, og 1037 blev færdigvaccineret. 

Lægemiddelstyrelsen har behandlet 23 indberetninger om blodpropper med vaccinen. I 20 af tilfældene – herunder ét dødsfald – har styrelsen vurderet, at sammenhængen med vaccinen var "mindre sandsynlig". I tre tilfælde kunne det "ikke udelukkes", at vaccinen "har været en medvirkende årsag" til blodpropperne.

I alt nåede blot 340 danskere at få Johnson & Johnsons vaccine, der som bekendt kun kræver et enkelt stik. Lægemiddelstyrelsen har endnu ikke modtaget nogen indberetninger om bivirkninger ved vaccinen.

Han mener dog i modsætning til Camilla Foged, at Johnson & Johnson-vaccinen er god nok til at komme tilbage i vaccineprogrammet.

Næsten alle får Johnson & Johnson

Hos Practio er det muligt at blive vaccineret med begge vacciner. Ifølge stifteren har omkring 99,5 procent af de vaccinerede dog indtil nu modtaget netop Johnson & Johnson-vaccinen.

- Det er den, der er størst interesse for hos både borgere og læger. Den er kun ét stik, og den ser ud til at have færre bivirkninger hos mænd, siger Jonas Nilsen.

Hvilken vaccine man får ordineret, bliver til i et samspil mellem borgernes ønske og lægernes vurdering.

Practio har over 400 læger ansat, men søger fortsat flere. Ventetiden på en konsultation, vurderer Jonas Nilsen, er omkring en uge, mens stikket kan fås samme dag, man bliver godkendt. Eller dagen efter.

Omkring hver sjette person, der søger om de droppede vacciner, bliver afvist, fortæller Jonas Nilsen. Det skyldes, at lægerne vurderer, at fordelene ikke opvejer risiko for bivirkninger, lyder det.

Det kan for eksempel være yngre kvinder, hvor der generelt "skal lidt mere til", før en læge vil ordinere. Det har vist sig, at "der nok er højere risiko" for bivirkninger hos kvinder under 50 år end hos mænd, siger Jonas Nilsen.

87 procent af de vaccinerede de første to dage hos Practio var mænd, tilføjer han.

Practio er eneste udbyder

Da ordningen om at vaccination med de droppede blev vedtaget i Folketinget, meldte flere aktører ud, at de ikke ønskede at påtage sig opgaven.

Både Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) sagde i den ombæring, at de ikke så det som en "attraktiv lægelig opgave" at vaccinere med AstraZeneca-vaccinen, fordi folk primært ville få den for at få mere frihed frem for af sundhedsfaglige årsager.

Practio startede sine vaccinationer 26. maj og tilbyder lige nu stik i København og Aarhus. Denne uge åbner også centre i både Aalborg, Roskilde og Odense.