Coronavirus

Coronavariant lægger australsk delstat ned – men vi skal ikke frygte den i Danmark, mener professor

Varianten, som skaber problemer i Australien, var allerede i Danmark i marts og april.

Den indiske variant af coronavirus spreder sig lige nu med lynets hast i den australske delstat Victoria. Og det i en sådan grad, at delstaten med kort varsel torsdag lukkede ned i syv dage for at lægge en dæmper på smittespredningen.

Vi har set andre lande kæmpe mod de her varianter og tabe – stort

James Merlino, fungerende premierminister i Victoria

Årsagen er ifølge en pressemeddelelse fra delstatens fungerende premierminister, James Merlino, at de australske eksperter som de første i verden har observeret, hvor hurtigt den indiske variant spreder sig.

- Vores smitteopsporere identificerer og isolerer første, anden og tredje led af kontakter inden for 24 timer. Det er hurtigere end nogensinde. Og alligevel bevæger varianten sig hurtigere, står der i pressemeddelelsen.

Det betyder, at en smittet person har givet virussen videre til en anden person, som har givet den videre til en tredje person. Alt sammen inden for 24 timer.

Antallet af tilfælde er fordoblet på 24 timer

Smittede udvikler ifølge Sundhedsstyrelsen symptomer mellem 1 og 14 dage efter smitte med coronavirus, mens der ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i gennemsnit går mellem fem og seks dage, når det gælder tidligere varianter.

For den indiske variant er der rapporteret et gennemsnit på fire dage.

I Australien ser eksperterne imidlertid, at der i mange tilfælde, når det gælder den indiske variant, der også bliver kaldt B1617.1, kun går lidt over en dag, før symptomerne hos den første og anden smittede viser sig.

- Og på kun 24 timer er antallet af tilfælde fordoblet. Det betyder, at selvom alle tilfældene er forbundet, gør denne virusvariant personer mere smitsomme, og det går hurtigere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Australiens indiske variant var i Danmark i marts og april

På trods af at der er fundet flere tilfælde af den indiske variant i Danmark, kalder professor ved afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet Troels Lillebæk et scenarie, hvor smittespredningen med den indiske variant kommer ud af kontrol i Danmark, for usandsynligt.

Det ville være uklogt at sige, at der ikke vil komme flere tilfælde i Danmark, men tingene trækker i den rigtige retning

Troels Lillebæk, professor

Professoren er afdelingschef på Statens Serum Institut (SSI) og formand for en netop udpeget risikovurderingsgruppe under SSI, der holder øje med de efterhånden mange virusvarianter.

Han forklarer, at den indiske variant er inddelt i tre undergrupper, og at den variant, der skaber problemer i den australske delstat, var i Danmark i marts og april.

- Vi så ikke det samme mønster som det, der bliver beskrevet fra Australien, siger han til TV 2.

Han oplyser, at den indiske variant ifølge data fra Storbritannien er 50 procent mere smitsom end den i forvejen smitsomme britiske variant, men at ingen fagfællebedømte videnskabelige artikler endnu beskriver en situation, hvor første og andet led i en smittekæde udviser symptomer inden for 24 timer.

Ingen ukontrolleret smittespredning med den indiske variant

Også i Storbritannien skaber den indiske variant bekymring efter et stigende antal smittetilfælde. Her er der ifølge Troels Lillebæk tale om en anden variant end den, der rapporteres om i delstaten Victoria, nemlig B1617.2.

Den variant har der ifølge SSI’s seneste statusopgørelse fra 29. maj været 88 tilfælde af i Danmark.

- Vi ser et stabilt antal tilfælde, som overvejende er rejserelaterede. Der er også mindre smittekæder i Danmark, men vi ser ikke en ukontrolleret smittespredning, siger Troels Lillebæk.

En ukontrolleret smittespredning er ifølge den fungerende premierminister i delstaten Victoria imidlertid tilfældet i Taiwan, der bliver brugt til skræmmeeksempel.

- Vi har set andre lande kæmpe mod de her varianter og tabe – stort. Steder som Taiwan er gået fra at have ingen eller meget få tilfælde til skyhøje tal i løbet af kun dage og uger og kæmper nu for at få det under kontrol.

Flere forhold trækker Danmark væk fra ukontrolleret stigning

Ifølge Troels Lillebæk er der flere forhold, der trækker Danmark i den rigtige retning – væk fra en voldsom stigning i tilfælde med den indiske variant.

For det første har 20 procent af den australske befolkning modtaget første stik, mens kun 2 procent er færdigvaccineret. I Danmark er 21,3 fuldt vaccinerede, mens 36 procent af danskerne har påbegyndt vaccination.

Samtidig har Danmark – i modsætning til Australien, hvor det lige om lidt officielt er vinter – årstiden med sig, ligesom mange tusinde danskere bliver testet hver eneste dag, hvilket begrænser smittespredningen.

Også Danmarks lange nedlukning i vinter og de første måneder i foråret har betydning.

- Derudover er danskere gode til at følge de råd og anbefalinger, der bliver givet fra myndighedernes side. Det ville være uklogt at sige, at der ikke vil komme flere tilfælde i Danmark, men tingene trækker i den rigtige retning, og jeg kan ikke se, at smittespredningen vil komme ud af kontrol, siger Troels Lillebæk.

Norge har længe været bekymret for et stigende antal tilfælde af den indiske variant, og mandag er meldingen fra Norges tredjestørste kommune, Trondheim, at en nedlukning er på trapperne på grund af et stigende antal smittefælde.

- Vi har grund til at tro, at der er tale om den indiske mutation i Trondheim. Den er ikke nødvendigvis farligere, men smitter vældig, vældig let, siger kommunedirektør Morten Wolden ifølge NRK.

Konkret hvilken variant af den indiske variant, der er tale om, er uvist.