Operation X

Politikere vil stoppe utroværdige vurderingsmænd: - Jeg synes, det er noget gedigent svineri

Selv hvis en vurderingsmand gentagne gange fastsætter utroværdigt lave priser på firmaers aktiver, er det næsten umuligt at stoppe ham.

Manglende konsekvenser ved fejlagtige vurderinger betyder, at kreditorer og staten potentielt snydes for penge, når firmaer går konkurs, advarer en professor i konkursret.

Med en vurdering i hånden kan man nemlig sælge værdier ud af sit selskab.

Og det er for så vidt fint – hvis altså vurderingsprisen svarer til den reelle værdi. For ellers kan de lave vurderinger være en udspekuleret måde til at undgå at betale sin gæld.

Problemerne kan opstå, når den vurderingsmand, der burde være uvildig og fagkyndig, viser sig at vurdere på en måde, der ikke er troværdig. For selv hvis en vurderingsmand gentagne gange bliver taget i at vurdere alt for lavt, er det umuligt at frakende ham retten til at kalde sig uvildig og fagkyndig vurderingsmand.

Pris næsten 40 procent lavere end forhandlere

'Operation X' har undersøgt, hvordan man kan få sine aktiver vurderet og solgt ud af virksomheden – til sig selv.

I programmet 'Konkursfinter på falderebet' henvender en TV 2-journalist sig til en vurderingsmand under dække af at være en firmaejer på konkursens rand. Målet var blandt andet at finde ud af, til hvilken pris han kunne købe sit dyre kameraudstyr ud af sin virksomhed.

Vurderingsmanden når frem til en pris på 74.000 kroner eksklusive moms for udstyret. Men to fotoforhandlere, Goecker og AVS Nordic, skriver til TV 2, at de ville betale omkring 120.000 kroner eksklusive moms for det samme udstyr. Altså var vurderingsmandens pris næsten 40 procent lavere, end hvad det reelt kunne sælges for.

Med den vurderingsrapport i hånden ville virksomhedsejeren kunne købe sit eget udstyr ud af virksomheden og lade gælden blive i selskabet, som derefter ville blive tvangsopløst af skifteretten. Dermed ville kreditorerne til firmaet gå glip af knap 40 procent af det beløb, aktiverne reelt var værd.

Bør kunne frakendes retten til at vurdere

Professor i konkursret og formand for Konkursrådet Ulrik Rammeskow siger til TV 2, at der er behov for at sanktionere vurderingsmænd, der viser sig utroværdige.

- Efter min opfattelse burde det være muligt at frakende folk retten til at være vurderingsfolk, for hvis man gør det her gentagne gange, og man ikke kan finde ud af det, eller man måske ligefrem bevidst vurderer for lavt, så påfører man jo andre folk tab.

Mere konkret foreslår han at indføre en ordning, hvor vurderingsfolk kan blive frakendt retten til at vurdere aktiver i en periode, på samme måde som reglerne for konkurskarantæne kan forhindre direktører og virksomhedsejere i på ny at blive en del af et selskabs ledelse.

Steen Maulitz er direktør i SFT Erhvervsvurdering, som ofte anvendes af myndigheder og advokater, når de har behov for en uvildig vurdering af virksomheders og konkursboers aktiver. Han anerkender behovet for en kontrolordning i vurderingsbranchen.

- Vi har før haft en ordning for vurderingsmænd i konkursloven, der fungerede som en slags si. På den måde blev de mest problematiske emner sorteret fra.

I dag kan alle og enhver slå sig ned som vurderingsmand. Der skal ikke nogen myndighedsgodkendelse til, og der er ingen mulighed for at frakende en person retten til at vurdere aktiver.

Politikere vil stramme op

Den manglende kontrol med vurderingsbranchen vækker harme på Christiansborg. Politikere fra både rød og blå blok mener, at der skal handles. Retsordfører Preben Bang Henriksen (V) mener, at vurderinger burde foretages af autoriserede vurderingsmænd:

- Man kunne overveje en ordning med et særligt vurderingskorps, som der ikke er pligt til at benytte. Benytter man det, er der en formodning for rigtig pris. Benytter man det ikke, er man på usikker grund i en eventuel omstødelsessag.

De konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, mener også, at der skal sættes ind.

- Jeg mener absolut, det kan give mening, at man for eksempel frakender en person retten til at vurdere aktiver. Det skal naturligvis ikke være muligt at drive virksomhed på den måde.

Victoria Velásquez, retsordfører for Enhedslisten, mener, at der skal ses nærmere på de vurderingsmænd i branchen, der gentagne gange laver utroværdige vurderinger.

- Jeg synes, det ville være passende at undersøge problemets omfang, og i øvrigt at gøre det muligt at kunne frakende sådanne vurderingsmænds ret til at lave vurderinger.

Retsordfører for Socialdemokraterne Jeppe Bruus er åben for løsningsforslag og lover, at regeringen vil se på muligheder for at dæmme op for utroværdige vurderinger.

- Jeg synes, det er noget gedigent svineri, og det gør mig da rasende, at der er nogle mennesker i vores samfund, som latterliggør alle os andre med deres aktiviteter. Det handler om at få alle gode idéer på bordet, og så forholder vi os helt åbent til det.