Medier: Danmark lod USA spionere mod toppolitikere i vores nabolande

Danske internetkabler er blevet brugt til at spionere mod blandt andre Angela Merkel.

Den amerikanske efterretningstjeneste (NSA) har udnyttet danske internetkabler til at spionere mod statsledere, toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig.

Og det har kunnet lade sig gøre, fordi Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har ladet dem gøre det.

Det skriver DR Nyheder i en afsløring, der er blevet til i internationalt samarbejde med medierne SVT, NRK, Süddeutsche Zeitung, NDR, WDR og Le Monde.

Blandt målene for NSA's spionage var Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, den daværende tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, og den daværende tyske oppositionsleder, Peer Steinbrück.

Lyn-analyse

Kritikken er kras fra politisk side i bĂĄde Norge og Sverige. Ifølge de anonyme kilder, DR har talt med, er det især toppolitikere og embedsmænd, der er blevet overvĂĄget. Men det er endnu uklart, hvad der præcis er foregĂĄet. Der er ikke nogen navne pĂĄ bordet, og der er ikke specifikke informationer om, hvad den danske efterretningstjeneste og de danske politikere har vidst.

Norges og Sveriges krav er, at de vil vide alt, der er relevant for deres land. De vil derfor have den danske forsvarsminister til at tage telefonen, nĂĄr hun har informationer, og give dem videre.

Ifølge lektor og efterretningsforsker Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet kan de store navne give udfordringer for Danmark.

- Angela Merkel, Steinbrück og Steinmeier er ikke bare toppen af tysk politik: Det er superligaen af europæisk politik. Det får dem til at rykke helt op på amerikanernes ønskeliste, men spionagen giver omvendt også Danmark et problem i Europa, siger han til DR.

Brugt telefonnumre til spionage

Afsløringen er baseret på anonyme kilder, men DR skriver, at de har ”holdt adskillige møder med ni forskellige kilder, der alle har haft adgang til hemmeligstemplede oplysninger fra FE”.

Kilderne fortæller til DR, at FE’s ”hemmelige, interne undersøgelse af amerikanernes spionage” havde kodenavnet ’Operation Dunhammer’ og blev afsluttet i maj 2015.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få bekræftet oplysningerne.

Undersøgelsen har ifølge DR's oplysninger vist, at NSA i 2012 og 2014 målrettet har indhentet data ved bruge politikernes og embedsmændenes telefonnumre.

Det vil sige, at NSA har brugt telefonnumrene som søgeparametre til at sortere i de store mængder af data, der løber gennem de danske internetkabler. På den måde har den amerikanske efterretningstjeneste kunnet få fat i alt fra sms-beskeder og telefonopkald, der har fundet vej både ind og ud af de spioneredes telefoner.

Ifølge DR har ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste tilsyneladende kendt til NSA’s spionage mod politikere og embedsfolk i Danmarks tætteste nabolande. Som minimum siden 2015.

Ordførere vil have Bramsen og Hækkerup i samråd

Afsløringen har skabt opsigt i udenlandske medier.

Eksempelvis ligger historien i top hos DR's samarbejdspartner på historien Le Monde, der vinkler på, at Angela Merkel er blevet udspioneret af NSA fra Danmark, mens Süddeutsche Zeitung skriver, at den amerikanske efterretningstjeneste med hjælp fra Danmark tilsyneladende har aflyttet toppolitikere i Europa.

Og herhjemme begynder reaktionerne fra politisk side nu også at pible frem. På Twitter skriver eksempelvis forsvarsordfører i Enhedslisten Eva Flyvholm, at den danske regering skylder vores nabolande en ”kæmpe undskyldning", og at justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen skal i samråd.

Den politiske ordfører i Socialistisk Folkeparti, Karsten Hønge, følger trop og bakker op om samrådet:

Forsvarsminister Trine Bramsen har sendt et skriftligt svar til TV 2, hvor hun skriver, at regeringen ikke kan "gå ind i spekulationer om eventuelle efterretningsmæssige forhold fra pressen eller andre".

- Efterretningsmæssige forhold drøftes i det relevante udvalg i Folketinget. Jeg kan mere generelt sige, at denne regering har samme holdning som den tidligere statsminister gav udtryk for i 2013 og 2014 – systematisk aflytning af tætte allierede er uacceptabel. Det antager jeg, at skiftende regeringer er og vil være enige i, skriver hun.

Forsvarets Efterretningstjeneste har ingen kommentarer.

- En politisk skandale

Navnene på tre tyske toppolitikere er ifølge DR's oplysninger blot et udpluk af flere navne i vores nabolande, som den amerikanske spionage rettede sig mod. Men DR har ikke kunnet få svar på præcis, hvor mange politikere og embedsmænd, der er tale om.

Den aflyttede daværende tyske oppositionsleder Peer Steinbrück siger til DR, at der er tale om "en politisk skandale".

Og i Sverige kalder politikeren Jens Holm fra Vänsterpartiet det for ”ekstremt skandaløst og overraskende”, at FE har givet NSA adgang til at spionere mod svenske politikere.

- Det er en krænkelse af Sverige som land, siger han til DR.