Coronavirus

EMA anbefaler Pfizer-vaccine til børn over 12 år

Sundhedsstyrelsen i Danmark skal nu vurdere, om danske børn skal vaccineres.

Børn over 12 år kan nu blive tilbudt coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Sådan lyder anbefalingen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på et pressemøde fredag.

Indtil videre har vaccinen kun været godkendt til brug fra 16 år og op i EU. Beslutningen er truffet på baggrund af studier fra Pfizer/BioNTech, som EMA løbende har fulgt og sidenhen vurderet, at de kan godkende. Det undersøgte studier er baseret på mere end 2200 børn mellem 12 og 15 år.

- Det er et vigtigt skridt i kampen mod pandemien, sagde EMA's chef for vaccinestrategi, Marco Cavaleri, på et pressemøde fredag eftermiddag.

Her understregede han også, at der ikke er noget i studierne, der peger på øgede risiko for bivirkninger i aldersgruppen.

- Fra et sikkerhedsperspektiv ser vi ingen advarselstegn på nuværende tidspunkt.

Forud for pressemødet har Tyskland besluttet at vaccinere den nævnte aldersgruppe fra juni, såfremt EMA kom med en anbefaling.

Sundhedsstyrelsen skal vurdere

Om de 12-15-årige herhjemme skal tilbydes vaccinen er en afgørelse, Sundhedsstyrelsen træffer. Det sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2 tidligere i dag, fredag.

- Vi vil kigge meget, meget nøje på EMA’s beslutning, og det grundlag der ligger bag. Og så vil vi bede Sundhedsstyrelsen om så hurtigt som muligt at vurdere, om vi kan tage den målgruppe med i vaccinationsprogrammet. Hvis Sundhedsstyrelsen giver grønt lys, så gør vi selvfølgelig også det fra regeringens side, sagde sundhedsministeren til TV 2.

Og ifølge vicedirektør i sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst, er der i vurderingen blandt andet tale om et "solidaritetsspørgsmål."

Udover at forholde sig til risikoen for eksempelvis bivirkninger blandt børn, skal styrelsen nemlig også afveje værdien af at beskytte særligt udsatte danskere og få pandemien endnu bedre under kontrol.

- Vi kigger selvfølgelig på børnene i forhold til at beskytte dem og i forhold til, at der ikke er nogen sikkerhedsproblemer med vaccinen. Men samtidig kigger vi også på den samlede danske befolkning, siger hun til TV 2.

Uvist hvor mange smittede der er i aldersgruppen

Hos Statens Serum Institut (SSI) er det ikke opgjort, hvor mange smittetilfælde der har været specifikt for aldersgruppen 12-15 år. Gruppen udgør 4,7 procent af den danske befolkning.

SSI svarer, at det ikke vil specificere tallene overfor TV 2, men henviser i stedet til de aldersgrupper, seruminstituttet allerede har defineret.

Her står de 10-19-årige for 16,2 procent af de mere end 270.000 registrerede covid-19-tilfælde herhjemme. Til sammenligning udgør aldersgruppen 11,6 procent af befolkningen.