Politikere kræver handling efter 'Operation X' - Danmark har været et eldorado for kriminelle

SF og Enhedslisten vil afsætte 25 millioner til at undersøge alle konkurser i landet.

Langt flere selskaber bør undersøges, når de går nedenom og hjem. For det er alt for let at begå økonomisk kriminalitet og derefter starte ny virksomhed.

Det mener en række eksperter, efter Operation X har undersøgt, hvordan mistænkelige konkurser bliver gennemført ved blandt andet at indsætte en stråmandsdirektør og skifte firmaadresse til en anden retskreds.

Der er nemlig stor forskel på, hvor ofte de forskellige retskredse undersøger de nedlukkede virksomheder til bunds.

Uens praksis forskellige steder i landet

På Christiansborg er politikere på begge sider enige om, at der skal gøres noget ved sagen.

Blandt andre retsordfører i Socialdemokratiet, Jeppe Bruus, som nu vil dykke ned i detaljerne.

- Det her er bare slet ikke godt nok, siger han.

Det er især den uens praksis i de forskellige retskredse, der vækker opsigt. Det viser sig, at 93 procent af konkurssagerne i provinsen ikke bliver undersøgt, mens det kun drejer sig om syv procent af sagerne i København.

Jeppe Bruus kan ikke svare på, hvorfor det er sådan.

- Men det vil vi undersøge og rette op på. Vi vil gå benhårdt efter bagmændene, lover han.

Socialdemokratiets retsordfører medgiver, at det ser mærkeligt ud, at Konkursrådet i 2018 anbefalede en praksis om, at alle tvangsopløste selskaber skal undersøges.

- Det er vi nødt til at kigge på, det er overhovedet ikke tilfredsstillende, siger Jeppe Bruus, som dog ikke mener, at politikerne har sovet i timen.

- Vi har trods alt haft rimelig meget at lave. Men engang imellem er der ting i det her samfund, hvor man tænker, ser det virkelig sådan ud? Her er et reelt problem, og det skal vi selvfølgelig have løst, siger han.

Pensionist vandt sag - men så gik firmaet konkurs

Det er især 'Operation X' historie om pensionisten Niels Boe, som falder flere politikere for brystet. I maj 2017 hyrede han et håndværkerfirma til en opgave, som ikke blev løst tilfredsstillende.

Da regningen også steg til omkring 100.000 mere end aftalt, nægtede Niels Boe at betale mere. Sagen endte i retten, hvor Niels Boe vandt og fik tilkendt en tilbagebetaling på 92.000 kroner fra håndværkerfirmaet.

Men da dommen faldt i oktober 2020, var firmaet gået konkurs, og derfor er der ikke udsigt til, at Niels Boe kan få sine penge. Alligevel kører håndværkerfirmaet videre med samme ejer og direktør.

- Jeg kan blive harm over det, fordi min almindelige anstændighed og retsbevidsthed bliver anfægtet. Der er et juridisk system, der ikke fungerer. Det er der nogen, der må gøre noget ved, siger han.

Anmeldelser er femdoblet på 10 år

I Enhedslisten mener erhvervsordfører Victoria Velasquez ikke, det er i orden, "at pensionister skal få problemet løst ved at tage den i retten og så håbe på, at de vinder sagen".

Hun påpeger, at anmeldelserne om økonomisk kriminalitet er mere end femdoblet de seneste ti år.

Ifølge Victoria Velasquez er det, fordi skattestyrelsen og myndighederne har fået svækket evnen til at følge op på svindlere og virksomhedskonkurser gennem flere årtier.

Hun vil nu tage fat i Erhvervsministeren for at få revisionskravet fra Konkursrådet på dagsordenen.

Indsatsen er beregnet til at koste 25 millioner kroner, men Victoria Velasquez vurderer, at indtægten vil være endnu større.

- Jeg er enig med de eksperter, der siger, at det kan svare sig at gå ind i det her, siger hun.

- Danmark har været eldorado for økonomisk kriminelle

Samme vurdering lyder fra SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt,

Hun var ikke opmærksom på, at anbefalingen fra Konkursrådet gled ud af lovgivningen sidste år, og i lighed med de andre politikere, som TV 2 har talt med, var hun heller ikke klar over de store regionale forskelle mellem konkursundersøgelserne i retskredsene.

Den sag vil hun nu bringe videre til justitsministeren.

- Vi har en forpligtelse til at lukke de huller, hvor svindlere opererer. Jeg føler mange gange, vi halter bagefter, men der ligger en anbefaling fra Konkursrådet, der er åbenlyst at følge, som vi skal have undersøgt og komme videre med, siger hun.

Også Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen vil have justitsministeren til at ændre lovgivningen på området, "så vi får den samme retsstilling over hele landet."

- Vi havde nok satset på et frit samfund, hvor folk skulle have lov til at stifte selskaber. Men Danmark har været et eldorado for økonomisk kriminelle. Det prøver vi at samle op på nu, siger han.

Du kan se 'Operation X: Konkursfinter på falderebet' på TV 2 PLAY og på TV 2 torsdag aften klokken 20.