Thailandsk kvinde bosat i Danmark er krydsvaccineret – og det giver problemer, når hun vil besøge sin familie
Hvis man har fået to stik med forskellige vacciner, er man som udgangspunkt færdigvaccineret. Ved rejser i og uden for EU kan der være undtagelser.
Maneewan Choksawas har ikke set sine 79-årige forældre i mere end halvandet år. Derfor havde hun glædet sig til endelig at kunne rejse fra Danmark til Thailand i august med sit coronapas i lommen.
Men det har vist sig at være en udfordring.
Hun er nemlig en af de knap 150.000 mennesker i Danmark, der er "krydsvaccineret". Det vil sige, at hun har fået første stik med AstraZeneca og andet stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech, efter at AstraZeneca blev taget ud af det danske vaccinationsprogram.
Krydsvaccinerede turister skal i karantæne
Maneewan Choksawas er elev som sosu-assistent og blev derfor vaccineret i starten af året. Hun bor i Danmark med sin danske kæreste, Holger Wentzel Olsen, men er statsborger i Thailand, hvor hendes forældre bor.
Hun vil gerne besøge sine forældre, men har fået at vide af den thailandske ambassade i Danmark, at hun ikke kan få godkendt en ansøgning, som ville fritage hende for at sidde i selvbetalt karantæne på et hotel i 14 dage.
Thailand, som er en af de mest populære oversøiske destinationer blandt danskere, accepterer nemlig ikke krydsvaccinerede turister.
- Det er så længe siden, at jeg har besøgt mine forældre. Og nu er jeg blevet nervøs og bange for ikke at kunne rejse igen, fortæller Maneewan Choksawas.
Da hun fik tilbudt andet stik med Pfizer, havde hverken hun eller kæresten forestillet sig, at det kunne blive et problem.
Derfor sagde hun ja tak til en Pfizer-vaccine. Men efter hun havde fået stikket, læste Holger Wentzel Olsen en artikel om krydsvacciner, hvorefter han tænkte: "Det er simpelthen løgn".
Man har ret til ét vaccinationsforløb
Han og Maneewan Choksawas havde planlagt at rejse til Phuket i Thailand. Phuket har siden 1. juli lukket nationale og internationale turister ind, uden de skal i karantæne på et hotel, såfremt de er vaccineret, og efter 14 dage kan turisterne frit rejse rundt i resten af Thailand.
På den måde kunne parret være sammen med Maneewan Choksawas' forældre.
Efter parret blev bekendt med problematikken, tog Holger Wentzel Olsen kontakt til de danske sundhedsmyndigheder for at høre, om hans kone kunne få et tredje stik med en Pfizer-vaccine, så hun ville have fået to stik med samme vaccine.
Svaret var, at det ikke var muligt, når hun allerede var færdigvaccineret.
Derefter kontaktede han virksomheden Practio, der står for at vaccinere danskere, som ønsker at få et stik med AstraZeneca og Johnson & Johnson for at spørge dem, om hans kone kunne få endnu et stik med AstraZeneca. Practio henviste til sundhedsmyndighederne og afviste muligheden for egenbetaling.
I et svar til TV 2 skriver Sundhedsministeriet, at man "ifølge reglerne alene har ret til ét vaccinationsforløb", samt at et eventuelt tredje stik ikke for nuværende er en del af det danske vaccinationsprogram.
- Såfremt Sundhedsstyrelsen vurderer, at et vaccinationsforløb kræver flere end to stik, vil der i reglerne være rum for endnu et stik. Såfremt Sundhedsstyrelsen anser et tredje stik for overflødigt, vil der ikke være adgang til dette, hverken i det generelle program eller i tilvalgsordningen, skriver ministeriet.
Både Sundhedsministeriet og Udenrigsministeriet anbefaler danskere, som rejser ud, at orientere sig grundigt om de restriktioner og krav, der gælder i det land, man ønsker at rejse til.
Vil ikke bruge ferie på at være i karantæne
Udenrigsministeriet har ikke et samlet overblik over, hvilke lande udenfor Europa der accepterer eller afviser krydsvaccination.
Men de oplyser, at det indenfor EU og Schengenområdet som udgangspunkt gælder, at personer, der er krydsvaccineret, anses som færdigvaccinerede.
- Der kan dog være enkelte lande, som ikke anerkender krydsvaccination. Rejsende skal derfor læse reglerne for det land, som skal besøges på den danske ambassades hjemmeside. Inden for EU- og Schengenområdet vil man typisk kunne tage en test i stedet, hvis et givent land ikke anerkender krydsvaccination, skriver ministeriet til TV 2.
Rejser Holger Wentzel Olsen og Maneewan Choksawas alligevel, kræver det, at Maneewan Choksawas går i karantæne i 14 dage.
- Vi bebrejder ikke de thailandske myndigheder. Det, vi er frustreret over, er, at man fra de danske sundhedsmyndigheders side blander vaccinerne og afviser muligheden for et tredje stik, når det så åbenlyst er nødvendigt for nogle borgere med familie i udlandet, siger Holger Wentzel Olsen.
Hvis I virkelig gerne vil besøge familien, hvorfor kan I så ikke bare rejse afsted og tage karantænen?
- Det er svært for os, for vi har ikke så meget ferie at give af. Og hvis vi skal bruge vores ferie på at være i lukket karantæne, kan vi ikke samtidig være sammen med min mor og far, siger Maneewan Choksawas.
Hvis situationen ikke ændrer sig, aflyser parret deres rejse.
- Men vi håber på det bedste. Vi har lige så meget behov for at se vores familie, som alle andre har, siger Holger Wentzel Olsen, der tilføjer, at Maneewan Choksawas er meget berørt af situationen og usikkerheden.
Reglerne varierer fra land til land
Thailands ambassade i Danmark bekræfter i en mail til TV 2, at Thailand, som situationen er nu, ikke anerkender et coronapas med to forskellige vacciner som gyldigt.
De skriver også, at enhver kan rejse til Thailand, såfremt de går i karantæne.
- Men siden alt er meget nyt og ikke fastlagt endnu, er det kun en regel lige nu, skriver de.
Det danske udenrigsministerium påpeger også, at "situationen er meget dynamisk og kan ændre sig hurtigt", samt at mange lande overvejer spørgsmålet om krydsvacciner og har ikke taget endelig stilling.