Ekspert frygter, brugen af 'skrottede' vacciner vil sende mange på hospitalet med ufarlige bivirkninger

Blandt de flere tusinde, som vil vaccineres frivilligt, risikerer mange at måtte en tur forbi hospitalet efterfølgende med milde bivirkninger.

Der er almindelige bivirkninger. Og så er der farlige bivirkninger.

Men selv for en praktiserende læge kan det være svært at finde ud af, hvad der er hvad. Og det risikerer at skabe ekstraarbejde på landets sygehuse, når mange tusinde danskere vælger at lade sig vaccinere frivilligt med de tilsidesatte vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson.

Det siger Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), til TV 2.

Vaccinerne er ellers blevet valgt fra af myndighederne på baggrund af få, sjældne tilfælde af komplikationer. Det er dem, som Anders Beich advarer imod at overlade til alment praktiserende læger at detektere.

- Blandt meget banale bivirkninger skal vi som læger finde en alvorlig tilstand som meget sjældne blodpropper, der skal opdages i tide, siger Anders Beich.

Han mener, at det kan føre til, at en strøm af danskere henvises til yderligere undersøgelser, selvom de reelt blot oplever almindelige og/eller forventelige bivirkninger.

- Så skal vi skrive henvisning, og hospitalet skal til at tage en masse blodprøver og hjernescanninger for at sikre sig, at der ikke er tale om en blodprop. Dermed risikerer landets akutafdelinger at blive belastet af borgere, der måske kun har almindelig hovedpine efter en vaccination, siger han.

Meget få syge blandt mange raske

Derfor står de alment praktiserende læger med et tungt ansvar.

- Vi skal finde meget få syge blandt mange raske, og her er det lægen, som bliver filteret. Det drejer sig om 1 ud af 40.000 vaccinerede (med de pågældende vacciner, red.), og det er rigtig ærgerligt, at vi på den måde belaster vores sundhedsvæsen, siger DSAM-formanden.

Allerede inden Sundhedsministeriet onsdag åbnede mulighed for, at man frivilligt kan melde sig til vaccine med enten AstraZeneca eller Johnson & Johnson, advarede DSAM mod eventuelle konsekvenser.

Udover den meget sjældne risiko for blodpropper er der også andre ikke fuldt udforskede bivirkninger, mener Anders Beich.

Især AstraZeneca-vaccinen har vakt bekymring på baggrund af et dansk forskningsprojekt, som undervejs har været præsenteret for Sundhedsstyrelsens styregruppe, der rådgiver om vacciner.

Ikke nødvendigt som situationen er nu

Anders Beich anerkender Lægemiddelstyrelsens vurdering af, at man godt kan bruge AstraZeneca- og Johnson & Johnson-vaccinerne, men at man godt kan sætte spørgsmålstegn ved selve timingen.

- Lægemiddelstyrelsen har ikke sagt noget om, hvornår man skal bruge vaccinerne. Hvis vi havde et meget højt smittetryk med mange indlagte på hospitalerne, ville der være en gevinst at hente, men som situationen er i Danmark, er det ikke nødvendigt, siger Anders Beich.

Allerede i den kommende uge forventer firmaet Practio at kunne sætte vaccineringen med vacciner fra Johnson & Johnson eller AstraZeneca på skinner, efter at de lørdag gav vacciner til den første lille gruppe.

Det fortæller Jonas Nilsen, som er direktør i selskabet, der står for at kunne vaccinere efter tilvalgsordningen.

- Vi har haft 13.000 skrevet op til digital forkonsultation, og de er i princippet klar til at blive vaccineret, siger han til TV 2.

Danmark havde i starten af maj rundt regnet en halv million doser af AstraZenecas vaccine og 74.400 doser fra Johnson & Johnson på lager.

Antallet svarede til, at cirka 315.000 danskere kunne blive vaccineret, hvis vaccinerne fra de to producenter ikke var taget ud af det danske vaccinationsprogram.