Coronavirus

Rejsevejledningerne lempes yderligere - nu kan du rejse til flere steder i Italien

Portugal, Malta og flere regioner i Spanien forbliver gule.

Rettet 21.05: I første udgave er denne artikel fremgik det, at Venedig blev gul i de nye rejsevejledninger. Der skulle retteligt have stået Friuli-Venezia Giulia, der er naboregionen.

Listen over lande og regioner, hvor danske turister kan rejse til uden at skulle gå i karantæne ved hjemkomst, bliver længere.

Det står klart, efter at Udenrigsministeriet fredag eftermiddag har lempet deres rejsevejledning for hele Rumænien og enkelte regioner i Italien, Tyskland, Østrig og Polen.

Foruden Rumænien drejer det sig konkret om Sardinien, Friuli-Venezia Giulia og Molise i Italien, Slesvig-Holstein i Tyskland, Burgenland i Østrig og Podkarpackie i Polen.

Det betyder, at man fra lørdag klokken 16 ikke længere skal gå i isolation efter endt rejse fra en af destinationerne.

Ligeledes bliver kravet om test forud for ombordstigning på fly fra de gule regioner afskaffet.

Turisme er afgørende for Italien

Den nye lempning lover især godt for danske turister, som håber at rejse til Italien til sommer.

Og det bliver endnu bedre af, at danskerne siden 16. maj heller ikke behøver at gå i karantæne, når de ankommer til Italien.

Italien var ellers hårdt ramt af covid-19, da virussen først ramte det europæiske kontinent tilbage i marts 2020. Billeder af militærbiler lastet med kister gik verden rundt, og landet har i lang tid været under skrappe restriktioner.

Men tingene ser ud til at være ved at vende for italienerne. Torsdag blev der registreret 5500 nye smittetilfælde. For et halvt år siden lå det daglige smittetal mellem 35.000 og 40.000, så det er en væsentlig nedgang.

Samtidig har coronakrisen tæret gevaldigt på den italienske økonomi. Italien er afhængige af deres turister, da turisme udgør omkring 13 procent af landets BNP, så de har brug for, at turisterne begynder at vende retur.

- Turisme er en vigtig byggesten på Italiens vej mod bedring, skrev udenrigsminister Luigi Di Maio på sin Facebook tidligere på måneden.

Portugal, Spanien og Malta forbliver gule

De seneste måneder har ferierejser til udlandet været besværliggjort af, at man ifølge loven skal gå i isolation i ti dage, når man kommer hjem fra udlandet. Karantænen kan dog afkortes ved at tage en PCR-test på fjerdedagen.

I sidste uge hævede Udenrigsministeriet dog grænserne for, hvornår lande og regioner kategoriseres som gule. Det vil sige, at et land nu er gult, når incidenstallet – antal smittede per 100.000 indbyggere – er lavere end 60.

Danskerne har i den seneste uge derfor kunne rejse til Portugal og Malta samt flere regioner i Spanien.

Steder, som forbliver gule, mens den resterende del af Europa fortsætter med at være orange.