Samfund

Syrien-børn kan komme til Danmark om en måned, siger kurderne

Selvom Danmark endnu ikke har henvendt sig til kurderne, er de klar til at få processen til at glide så smertefrit som muligt.

Efter måneders politisk tovtrækkeri vendte regeringen tirsdag på en tallerken og er nu klar til at hente både 14 børn med tilknytning til Danmark og deres tre danske mødre hjem fra IS-fangelejre i Syrien.

Ifølge TV 2s oplysninger vurderer regeringen, at det vil tage omkring et år at evakuere dem fra lejrene, fordi det blandt andet kræver drøftelser med de kurdiske styrker, der kontrollerer lejrene. Udenrigsministeriet oplyser onsdag til TV 2, at man af sikkerhedshensyn ikke kan give et konkret bud på en tidshorisont for evakueringen.

Men spørger man kurderne selv, kan det formentlig klares på rundt regnet én måned.

Det fortæller TV 2s kilder i det nordøstlige Syrien til journalist Benjamin Kürstein, som følger sagen for TV 2.

- Der kan jo opstå komplikationer på grund af både coronavirus og sikkerhedssituationen. Men hvis alt går efter planen, regner kurderne med, at børnene og mødrene kan være klar til afhentning på en måned, siger Benjamin Kürstein.

Kurderne er ikke blevet kontaktet

Ifølge TV 2s oplysninger har Danmark dog endnu ikke officielt henvendt sig til den lokale administration for at starte en udleveringsproces.

Faktisk har selvstyret indtil nu kun hørt om den danske regerings plan gennem mediernes dækning af sagen.

Men ifølge Benjamin Kürstein har kurderne så meget at vinde på at sende børnene hjem sammen med deres mødre, at det ikke gør dem det store.

- Der er meget på spil for kurderne, så deres interesse lige nu er bare at få processen til at være så smertefri som muligt, uden at det går i hårknude, fortæller han.

Forhandlingerne med en europæisk regering kan nemlig hjælpe selvstyret på vej til at blive anerkendt af verdenssamfundet, og samtidig håber kurderne, at hjemsendelsen kan få flere vestlige lande til at følge trop.

Når der kommer en officiel henvendelse fra Danmark, vil selvstyret i området derfor sætte gang i en proces for hurtigt at identificere de personer, det drejer sig om, og behandle det videre forløb, oplyser TV 2s kilder.

Kurderne står fast: Børn og mødre skilles ikke ad

Udover de tre danske mødre og deres børn vil Danmark også tilbyde evakuering til yderligere fem børn, hvis mødre er blevet frataget deres danske statsborgerskab.

Men samtidig står regeringen fast på, at mødrene ikke er velkomne i Danmark.

Indtil videre har det dog været det kurdiske selvstyres klare politik, at børn kun skilles fra deres mødre i forbindelse med helt særlige sundhedsfaglige situationer, og kun hvis mødrene giver deres samtykke.

Flere af mødrene har tidligere udtalt til en række danske medier, at de ikke vil afgive deres børn.

Og selvom Danmark kun vil hente børnene med samtykke fra mødrene, er der ifølge Benjamin Kürstein endnu ikke noget, der tyder på, at kurderne kommer til at slække på resten af kravene.

- Danmark er ikke det eneste land, der har forsøgt sig med det spor, og kurderne står stadig fast. Men før Danmark laver en konkret forespørgsel til selvstyret, er det svært at vurdere, hvad der kommer til at ske, fortæller han.