Knud Foldschack vil have Syrien-børn hurtigt hjem

Foreningen, som har kæmpet for at få børnene fra de syriske IS-lejre hjem, håber på en hurtig sagsbehandling.

De børn med dansk tilknytning, som sidder i syriske lejre for IS-sympatisører, skal hentes hjem hurtigst muligt.

Det siger advokat Knud Foldschack fra foreningen Repatriate The Children, som har kæmpet for at hente de i alt 19 børn hjem til Danmark.

- Jeg håber, at den politiske sandkasseleg er forbi, og at alle er enige om, at vi skal have de her børn hentet hjem så hurtigt som muligt. Gerne i løbet af et par måneder, siger Knud Foldschack til TV 2.

De forhåbninger flugter ikke med de udsigter, som regeringen har for de i alt 19 børn, som opholder sig i to syriske fangelejre med deres mødre.

Det er regeringens vurdering, at det vil tage omkring et år at evakuere børnene, fordi det blandt andet kræver drøftelser med de kurdiske styrker, der kontrollerer lejrene.

- Det, der undrer os, er, at man ikke tager det fulde skridt, og at man skal rundt om nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at hente dem hjem. Børn med dansk tilknytning og dansk statsborgerskab har ret til hjælp, siger Knud Foldschack.

Alle børn har krav på hjælp

I lejrene er der i alt 19 børn og 6 mødre, hvoraf 3 af mødrene har dansk statsborgerskab. Regeringen vil tilbyde at evakuere de 3 mødre og deres i alt 14 børn.

Herefter er det meningen at hente de sidste 5 børn, hvis der gives samtykke fra mødrene, som er uden dansk statsborgerskab.

- Det er syge børn, og de skal hjælpes. Det undrer os, at man nu taler om en ændring i den sikkerhedsmæssige situation. De her børn har ret til et liv i Danmark i forhold til internationale konventioner med deres mødre, for man skiller ikke børn fra deres forældre, siger Knud Foldschack.

Hos hjælpeorganisationen Red Barnet er udmeldingen, at det her handler om liv eller død for de børn, der sidder i de syriske lejre.

- Børnene er i fare for livslange mén både fysisk og psykisk, fordi der er så brutalt i de lejre, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.