Coronavirus

Hoteller og restauranter ser store mangler i nattens genåbningsaftale: - Det er en showstopper

Dansk Industri glæder sig over "vigtig og ansvarlig" aftale om genåbning. Horesta ser mange mangler.

Det bliver lidt lettere at drive restaurant eller hotel i Danmark, med udsigt til at coronapas og mundbind udfases. Men det er ikke nok.

Det mener Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant og turisterhvervet, efter nattens politiske aftale om næste fase i genåbningen.

For erhvervet er fortsat underlagt en lang række restriktioner, som det er fuldstændig afgørende at få udfaset, hvis branchen skal kunne hente det tabte efter mere end et års coronakrise, lyder det.

- Den liste er lang, og derfor haster det med at få udfaset nogle af de her mange restriktioner, siger politisk chefkonsulent i Horesta Kristian Nørgaard.

Det er blandt andet regler om lukketid, arealkrav, størrelsen på forsamlinger og indrejserestriktioner, der holder de udenlandske gæster ude, som Horesta gerne vil af med hurtigst muligt.

- Altså alle de restriktioner, som lige nu er showstopper for et meget hårdt presset erhverv, siger Kristian Nørgaard.

Overvejende tilfredshed

Det er dog ikke skidt det hele. Horesta er overvejende tilfreds med, at politikerne nu er enige om at iværksætte næste fase af genåbningen, som også tilgodeser turisterhvervet på flere områder.

Der bliver blandt andet åbnet for messer og for indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver og badelande. Desuden hæves det indendørs forsamlingsloft fra 25 til 50 fra på fredag.

- Det er positivt, at man nu tager næste skridt i genåbningen. Det er godt, at man vil kigge på coronapasset og mundbindene, men det må ikke stoppe dér. Vi skal have udfaset alle restriktionerne, som lige nu sætter en begrænsning på omsætningen i erhvervet, siger Krisitan Nørgaard.

Desuden så han gerne, at man allerede nu havde sat en tidshorisont for, hvornår coropasset skal være udfaset.

I aftalen fremgår det, at partierne i begyndelsen af juni skal udarbejde en plan for udfasning af coronapasset. I begyndelsen af juni skal partierne ligeledes fremlægge en plan for udfasning af mundbind, der er baseret på, at mundbindskravet skal være ophævet, når alle over 16 år har haft muligheden for at blive færdigvaccineret.

600.000 danskere kan komme ud

Imens Horesta peger på manglerne i genåbningsaftalen, ser Dansk Industri først og fremmest positivt på nattens aftale om genåbning.

Underdirektør Kim Haggren kalder det en ”vigtig og ansvarlig yderligere genåbning af vores samfund”.

Han fremhæver især aftalen om at lempe reglerne for coronapasset, så det nu er gyldigt 14 dage efter første vaccinestik, og ikke først når man er færdigvaccineret. Det var også en lempelse, som DI selv havde foreslået.

- Det vil betyde, at vi meget hurtigere kan genåbne mange ting, og at danskerne meget hurtigere kan komme ud. Vi har regnet på, at omkring 600.000 danskere vil kunne komme ud i vores samfund efter det første stik, og det vil også lette testtrykket rundt omkring. Så det er rigtig positivt, siger Kim Haggren.

Ønsker rejserestriktioner lempet

Selvom Dansk Industri overvejende er tilfreds med aftalen og har fuld tiltro til, at politikerne løbende kigger på, hvad der kan lempes, har organisationen dog også ønsker til kommende forhandlinger.

Her ser DI gerne, at der bliver fokus på at lette tingene for alle erhvervsdrivende, og at der kigges på lempelser af rejserestriktioner.

Aftalen om udmøntning af genåbning, som det hedder i teksten, gælder fra 21. maj, og det er en opfølgning på den store genåbningsplan, der blev indgået 22. marts.

Alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige er med i aftalen.