Danmark kan blive det land, ingen vil lege med, siger ekspert

Lektor advarer mod genåbning, mens smittetallene er stigende, og vi endnu ikke har set det fulde omfang af den seneste genåbning.
Ifølge lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, Viggo Andreasen, kan Danmark ende med at blive det land, som ingen andre vil lege med.
Årsagen er nattens aftale om en yderligere genåbning.
Til Jyllands-Posten understreger han, at Danmark i øjeblikket har et af de højeste smittetal i Europa, hvor smitten de fleste steder hastigt er på vej ned.
- Når det bliver sommer, vil vi stå ud som et land med rigtig meget smitte. Så er spørgsmålet, hvordan turiststrømmene bliver påvirket, og hvorvidt andre lande vil tage imod danskere, der ikke er fuldt vaccineret, siger Viggo Andreasen.
Lektoren oplyser til avisen, at vi endnu ikke har set effekten af sidste genåbning.
Derfor mener han, at omfanget af den nye genåbningsplan for Danmark, Folketingets partier har vedtaget, er "meget modig".
SSI: Vi har ikke trykket speederen helt i bund
Direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, er meget tilfreds med nattens genåbningsaftale.
Selvom smittetallene i øjeblikket stiger, som man også så det sidste forår, mener Henrik Ullum, at situationen i dag er en helt anden.
- Vi har årstiden med os, og så har vi nogle helt andre værktøjer med muligheden for lokale nedlukninger, stor testfrekvens, effektiv smitteopsporing og ikke mindst vaccinen, siger han.
I den nye genåbningsplan er der taget særligt hensyn til midtergruppen, der endnu ikke er vaccineret.
Smitten spreder sig især blandt de unge, og det gør de mange forældre i målgruppen 40-55 år særligt udsatte.
- Når vi ikke bare kan trykke helt på speederen, er det for at tage hensyn til dem, der ikke er vaccineret endnu. Det gælder især de 40- til 55-årige. Der er 2-4 procent af den gruppe, der bliver indlagt, og flere har problemer med langtidskomplikationer, siger han.
Ekspert: - Det er en fornuftig aftale
Nattens genåbningsaftale er et udtryk for, at politikerne "endelig tør at drage fordel af den gunstige situation, Danmark befinder sig i".
Sådan lyder reaktionen fra Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.
- Jeg synes, at det er en rigtig fornuftig aftale. Det er rart at se, at politikerne tager den positive konsekvens af, at vi i Danmark klarer os godt, siger han.
Han mener ikke, at der er fare for, at det danske sundhedsvæsen bliver presset i bund som resultat af den nye genåbningsplan.
- Vi ser en stigning i smittetallene nu, og det vil fortsætte med den nye genåbningsplan, men der er ikke sket en stigning i kritisk syge, siger han.
Fokus bør i den kommende tid ifølge virologen rettes mod antallet af kritisk syge på de danske hospitaler og ikke på smittetallene.