Coronavirus

916 nye tilfælde af coronavirus i Danmark

Kontakttallet for coronavirus er i denne uge beregnet til 1,1.

Der er det seneste døgn registreret 916 nye smittetilfælde i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er ingen nye dødsfald, og antallet af indlagte er faldet med syv til i alt 166.

Der er det seneste døgn kommet svar på 173.133 PCR-tests. Derudover er der foretaget 554.856 antal lyntest det seneste døgn.

Positivprocenten for det seneste døgn ligger på 0,53. Det er nogenlunde på niveau med, hvad den har ligget på i løbet af maj.

Professor og ledende overlæge på akutafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital Kasper Karmark Iversen oplyser til Ritzau, at den "lette stigning i antallet af smittede" er forventeligt efter den ret massive genåbning.

- Men vi er stadig langt nede, når det gælder antallet af indlagte, så der er efter min mening fortsat kontrol over epidemien, siger han.

Let stigende epidemi

Kontakttallet for coronavirus er i denne uge beregnet til 1,1.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Det er på samme niveau som i sidste uge.

- Kontakttallet er i dag beregnet til 1,1, så epidemien er fortsat let stigende, skriver han.

Samtidig oplyser han, at Danmark er et godt sted grundet den massive testkapacitet og effektive indsatser ved lokale smitteudbrud.

- Det er særligt vigtige værktøjer nu, hvor flere snart vender fysisk tilbage på arbejdspladsen, lyder det.

13 kommuner i fare for nedlukning

Fredensborg Kommune er den seneste nye på listen over kommuner i fare for nedlukning.

En kommune bliver automatisk lukket ned, hvis den testkorrigerede incidens kommer over 250. Alt over 150 betragtes som højt.

De seneste tal viser, at i alt 13 kommuner nu er i farezonen med en "høj incidens". Det betyder, at de 13 kommuner alle har en testkorrigeret incidens over 150.

Den testkorrigerede incidens angiver, hvor mange nye smittede, der er opdaget per 100.000 indbyggere, når man tager højde for antallet af testede.